Nyhedsbrev fra FØJO | Marts 2007

Økologi er ikke alternativt

Økologi gør en væsentlig forskel i landbrugsmæssig henseende - men ikke i samfundsmæssig henseende

Af Chris Kjeldsen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet

Joseph Heath og Andrew Potters bog "REBEL – Modkultur som globalt brand", som for nyligt blev udgivet på dansk (Potter & Heath, 2006), stiller nogle velgørende kritiske spørgsmål ved modkulturens krav på at være en kritik og en udfordring til forbrugerismen og den globale kapitalisme.

Modkultur omfatter fænomener inden for "alternativ" kultur som f.eks. forbrugeraktivisme, som blandt andre canadiske Naomi Klein, forfatteren til "No Logo" (Klein, 2001), er eksponent for. Andre eksempler er det nu hedengangne Ungdomshus på Jagtvej 69, hvor en modkultur trivedes, indtil den blev afløst af en anden. Den omfatter bevægelser, som har søgt at angribe det kapitalistiske samfund og anvise alternativer. Det er Heath og Potters provokerende hypotese, at disse bevægelsers projekter ikke er lykkedes, men at de tværtimod har givet anledning til en grasserende ny forbrugerisme, båret af oplevelsesøkonomi og eventkultur, som på sin vis udtrykker det, som kapitalismen grundlæggende handler om: markedsinnovation og konkurrence. Pointen er, at modkulturen ikke forandrer noget som helst. Det er ikke subversivt at have det sjovt, at være kreativ eller omgive sig med smukke ting, uagtet at det måtte give mening på en række forskellige måder. Det, der forandrer noget, er derimod det lange, seje træk med at søge indflydelse, formulere et politisk projekt og i sidste ende at ændre den gældende lovgivning.


Spillet fallit?

Hvis man tæller økologibevægelsen med som en del af modkulturen, giver analysen anledning til at stille nogen vigtige spørgsmål til økologiens udvikling. Har økologien som alternativ spillet fallit? Handler økologisk jordbrug nu blot om at forsyne en velbeslået middelklasse i de større byer med forbrugsgoder, som tjener til at skille dem ud fra den gemene hob, som køber discountmad og har dårlig smag? På samme måde kan man spørge om det forandrer noget som helst at økologisk mad er blevet et ordinært produkt, som de fleste har råd til at købe, fordi supermarkederne i kraft af den globale handel med økologiske fødevarer kan holde priserne nede?


Økologi er mere end agronomi

Begge disse udviklingsspor, økologi som ekstraordinært eller ordinært forbrug, bygger på nøjagtigt de samme mekanismer. Der er kun en symbolsk forskel mellem de to. Man kan dog sige, at det naturligvis gør en forskel, at mere og mere jord nu dyrkes økologisk, uagtet det ligger spredt rundt over hele verden. Det gør en stor og væsentlig forskel i landbrugsmæssig henseende, men ikke nødvendigvis i samfundsmæssig henseende eller i relation til de grundlæggende strukturer og mekanismer i fødevareøkonomien. Man kan derfor sige, at økologien er en landbrugsmæssig succes, men der er store udfordringer for økologiens udvikling på en bredere samfundsmæssig arena. Udfordringen består blandt andet i at medvirke til at formulere politiske projekter, som rækker ud over et agronomisk funderet ideal om en anden slags landbrug. Konkrete eksempler er fødevarepolitik, landdistriktsudvikling eller social økonomi. Dele af byggestenene findes allerede, om end de lever en lidt hengemt tilværelse i det økologiske værdigrundlag, som for eksempel social retfærdighed. Hvis økologien fortsat skal udvikle sig, er det vigtigt at udvide betydningen af økologi på områder, som ligger uden for det traditionelle domæne.


Økologien fremover?

Økologiens betydning er et af temaerne i en nyligt udgivet PhD-afhandling af Christian Stenbak Larsen fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet (Larsen, 2006). I dette meget spændende arbejde har Larsen på baggrund af medieomtale af økologisk mad fra 1980'erne og til nu, samt gruppeinterviews med økologiske forbrugere, identificeret op til ni forskellige måder, som økologisk mad italesættes på. Blandt disse italesættelser (diskurser) er gastronomi, miljø og agronomi. En af pointerne i afhandlingen er, at økologiens betydning ikke længere er afgrænset til den agronomiske diskurs. Økologiens betydning kendetegnes ifølge Larsen ved konfliktuel konsensus, hvor der ikke er grundlæggende uenighed om den agronomiske betydning, men det er der til gengæld for andre diskursers vedkommende. Implikationerne af dette perspektiv er, at økologiens betydning ikke kan eller bør defineres fra centralt hold. Dette er ellers velkendt fra den agronomiske diskurs om økologi, hvor bestræbelser på at definere én bestemt betydning af økologi har været et væsentligt mål for den økologiske bevægelse. Udfordringen er derfor af en helt anden slags, når man bevæger sig ud på en bredere samfundsmæssig arena. Her er den væsentligste udfordring netop ikke, at forsøge at sætte sig på økologiens betydning, men derimod at forsøge at holde betydningen åben og sørge for, at forskellige grupper af aktører kan finde mening med økologien.


Referencer

Klein, N. (2001). No Logo. Århus, Forlaget Klim.

Larsen, C. S. (2006): Italesættelser af økologisk mad. Ph.D. afhandling. Sociologisk Institut, Københavns Universitet, København.

Potter, A. & Heath, J. (2006). REBEL - Modkultur som globalt brand. Århus, Husets Forlag.


Modificeret i forhold til udgave trykt i Økologisk Jordbrug Nr. 380, 9. marts 2007