Nyhedsbrev fra FØJO | Marts 2007

Europæisk økologikongres i Tyskland

For snart tre år siden bevilgede EU kommissionen penge til det største forskningsprojekt inden for økologisk jordbrug nogen sinde. Projektet QualityLowInputFood (QLIF) er et såkaldt integreret projekt, hvilket skal forstås således, at projektet integrerer forskning i hele den økologiske produktionskæde – fra jord til bord. Projektet har således ikke færre end 31 europæiske partnere inden for mange forskellige forskningsdiscipliner. Omkring 130 forskere deltager i større eller mindre omfang i projektet.

For at samle op på de mange forskellige forskningsaktiviteter holder projektet en årlig kongres, hvor forskerne skal formidle resultaterne af forskningsarbejdet.

QLIF-kongressen holdes altid i samarbejde med en lokal økologi-kongres. Sidste år var det økologi-kongressen i Odense, og her i marts 2007 var det i samarbejde med "de tyske videnskabsdage om økologisk jordbrug". Den næste kongres i QLIF projektet (og det bliver den fjerde og sidste) holdes i Modena, Italien i 2008 i samarbejde med både de lokale økologiorganisationer og den internationale økologiorganisation IFOAM.


Sessioner på syv hovedområder

Forskningen i QLIF er delt op i syv hovedområder (se QLIF's hjemmeside for en beskrivelse af områderne). For hvert hovedområde gennemføres en række delprojekter. QLIF-kongressen er så organiseret på den måde, at hvert hovedområde tilrettelægger en eller flere sessioner, hvor forskerne fremlægger resultater af deres arbejde.

Et af de tiltag, som vi startede med på Odense kongressen var at få lagt præsentationer ind i Organic Eprints. Arrangørerne af QLIF kongressen har fulgt op på dette, og de papers, som blev fremlagt på kongressen, kan således findes i arkivet.

I kommende numre af FØJOenyt vil vi følge yderligere op på nogle af resultaterne.


Workshop om Organic Eprints

I forbindelse med kongressen havde FØJO arrangeret to workshops. Den første workshop omhandlede rent faktisk Organic Eprints, som blev etableret af FØJO i 2003.

Arkivet kan anvendes af alle, som er interesseret i forskning i økologisk jordbrug, og det er der flere og flere, som gør - både i Danmark og i resten af Europa. Kun omkring 14 procent af 6000 publikationer, som er i arkivet, er dansksprogede, ca. 34 procent er tysksprogede, mens omkring 50 procent er engelsksprogede.

Jo flere publikationer der er i arkivet, jo mere interessant er det at besøge det. Det er der mange, som har fundet ud af - her i marts 2007 var der således ikke mindre end 7.000 besøgende – om dagen!

Workshoppen havde dels til formål at give en praktisk indgang til at anvende arkivet, dels at vise perspektiverne i at anvende arkivet. Herudover skulle workshoppen give mulighed for at afklare nogle af de problemstillinger, som der også er i forhold til at anvende åbne arkiver. Det er f.eks. spørgsmål om ophavsret, nyhedsværdi og meget andet.

På workshoppen var der to indlæg, som du kan se her:



Selvforsyning i økologisk jordbrug

Det andet emne, som vi holdt workshop om, var "Selvforsyning i økologisk jordbrug", og det var der flere årsager til.

For det første er vi naturligvis påvirkede af de danske diskussioner om udfase anvendelsen af konventionel gødning og halm samt hvorledes man nedbringer anvendelsen af fossil energi. På de områder vil vi gerne være med til at skabe øget international fokus og samarbejde.

For det andet har FØJO gennem de seneste tre år koordineret EU projektet Organic Revision. I dette projekt er det bl.a. vist, at der i EU er tilstrækkeligt økologisk foder til at dække husdyrenes behov. Der er således grundlag for at arbejde videre med mulighederne for "selvforsyning" med økologisk foder – ikke bare i dansk men i europæisk regi.

Workshoppens indlæg kan findes via Organic Revision hjemmesiden.