 |
Næringsstofbalancer i økologisk svinebrug
I økologisk svineproduktion er det meget væsentligt at fastholde næringsstofferne i størst muligt omfang; dels for at minimere tab til det omgivende miljø, dels for at modvirke næringsstofmangel i et sædskifte med et generelt lavt næringsstofniveau. I dette projekt undersøgtes næringsstofafsætning og tab fra udendørs sohold med henblik på at beskrive mulighederne for fastholdelse af næringsstoffer til gavn for de efterfølgende afgrøder. Viden opnået i dette projekt og relevante projekter under FØJO systematiseres og anvendes dels til beregning af næringsstofbalancer for aktuelle og modellerede brug, dels til udvikling af en optimeringsmodel for næringsstofudnyttelse på økologiske svinebedrifter. Forskningsindsatsen var opdelt i to hovedafsnit:
Bedriftsbalancer for næringsstoffer
Denne del af projektet blev i 1997 påbegyndt på fire økologiske svinebrug, der samtidig var forsøgsværter for projektet ’Økologisk Svinekød’ DS og ’Svineproduktionssystemer’ Danmarks JordbrugsForskning. Som grundlag for analyse af næringsstofbalancer på henholdsvis mark-, besætnings- og bedriftsniveau blev der gennemført en systembeskrivelse inkl. oversigtskort over foldsystem, foderforbrug og produktion til de enkelte dyrekategorier samt placering på afgræsningsmarker, beskrivelse af folde samt flytning af dyr mellem marker ud over de generelle produktionsmæssige forhold så som gødskning, udbytter m.v., der blev registreret for alle marker på bedriften.
Udnyttelse og tab af næringsstoffer fra udendørs sohold
Fordeling af næringsstoffer blev undersøgt i to farefolde ved siden af hinanden med et samlet areal på ca. 8000 m2 vha. 312 målepunkter i et koordinatgrid med en indbyrdes afstand på 5 m. Gridet indeholdt som reference også punkter uden for foldene. I disse punkter blev der udtaget jordprøver i foråret (før søerne kom på), i oktober, samt i det efterfølgende forår. Vha. geostatistiske metoder analyserede man næringsstofafsætningen i marken og korrelationen med udbytte og næringsstofoptagelse i de efterfølgende afgrøder.
Som supplement til fordelingsundersøgelsen gennemførtes på to andre gårde bestemmelse af uorganisk kvælstofindhold til 1 m’s dybde forår, efterår og vinter i fire typer af marker (drægtighedsfolde, farefolde, marker med sohold som "forfrugt" og udlægsmarker som reference). Endvidere blev der placeret sugeceller i en udlægsmark på den fjerde af de økologiske svineproduktionsgårde, med henblik på at bestemme næringsstofkoncentrationer i vand som udvaskes fra rodzonen. Marken anvendtes i 1998 til farefolde.
Projektets resultater
Projektets publikationer
Projektnummer og titel
Projekt V.2 Næringsstofbalancer i økologisk svineproduktion med fokus på optimal udnyttelse af næringsstofafsætning fra udendørs sohold
Projektleder
Jørgen Eriksen, Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Plantevækst og Jord, Forskningscenter Foulum, postboks 50, 8830 Tjele . Tlf.: 89991900, fax: 89 99 17 19, e-mail: Joergen.Eriksen@agrsci.dk
Projektdeltagere
Sven G. Sommer og Søren O. Petersen, Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Plantevækst og Jord
Ib Sillebak Kristensen og Vivi Aarestrup Larsen, Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Jordbrugssystemer
|