forskning
FØJO · Forskning > FØJO I > Svineproduktionssystemer

Svineproduktionssystemer

Økologisk svineproduktion er en forholdsvis ny produktionsgren i Danmark, og udgør p.t. kun få promille af den samlede svineproduktion. Den eksisterende viden om tekniske, økonomiske og velfærdsmæssige forhold i svineproduktionssystemer under økologiske betingelser, er derfor begrænset. Manglen på præcis viden er en begrænsende faktor i forbindelse med etablering af nye økologiske svinebesætninger. Følgende forsøgsspørgsmål blev vurderet som værende særligt fremtrædende:

  • Betydning af grovfodertildeling for tilvækst, slagte- og kødkvalitet, samt dyresundhed og -velfærd

  • Belastning af areal og dyr med endoparasitter samt patogene mikroorganismer

  • Indretning af udearealer, herunder belægningsgrad

  • Flytning af smågrise til slagtesvinesystemer i relation til dyrevelfærd, sygdomsrisiko og produktionsøkonomi

  • Hensigtsmæssig sundhedsovervågning i forhold til de særlige økologiske produktionsrisici

  • Identifikation af kritiske sundheds- og velfærdsmæssige forhold med betydning for dyrevelfærd og produktionsøkonomi i de økologiske svineproduktionsbesætninger

Disse spørgsmål blev belyst ved gennemførelse af case-studier i eksisterende praktiske økologiske produktionssystemer (studielandbrug), og ved eksperimentelle forsøgsdesign i forsøgsbesætningen på den økologiske forsøgsstation "Rugballegård". I eksperimenterne undersøgtes betydningen af grovfoder, udeareal, flytning, parasiteksponering for produktion, adfærd og sundhed ved klassiske, sammenlignende forsøg. I studielandbrugene beskrev man omstændighederne omkring produktionen (jord, miljøforhold, inventar, foder, gødningshåndtering, flokhåndtering, sundhedsovervågning, valg af sygdomsbehandling) og den tilhørende produktion, sundhed og velfærd. Produktionens forløb søgtes i princippet beskrevet ved de samme parametre, som blev anvendt i de eksperimentelle forsøg, omend detaljeringsgraden ville være forskellig, således foderforbrug, tilvækst, slagtekvalitet, kliniske fund, laboratoriefund, rodeadfærd og aggressionsadfærd. Herved forventede man, at det på den ene side ville blive muligt at evaluere generaliseringsgraden af de eksperimentelle undersøgelser, foretaget under et givet sæt betingelser, og på den anden side, at styrke grundlaget for tilrettelæggelse af de eksperimentelle undersøgelser, så disse ville inddrage de mest betydende faktorer.

Projektets resultater
Projektets publikationer


Projektnummer og titel
Projekt II.7 Svineproduktionssystemer

Projektleder
John E. Hermansen, Afd. for Jordbrugssystemer, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, 8830 Tjele. Tlf.: 8999 1203, fax: 8999 1200, e-mail: JohnE.Hermansen@agrsci.dk

Projektdeltagere
Finn Møller, Viggo Danielsen, Laurits Lydehøj Hansen, Mette Vaarst, Anne Olsen, Lise Dybkjær, Vivi Aarestrup Larsen, Danmarks JordbrugsForskning
Børge Mortensen og Henrik B. Lauritsen, Danske Slagterier
Anne Feenstra, Statens Veterinære Serumlaboratorium
Allan Roepstorff og Peter Nansen, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole