Sammendrag af resultater

Del 1a – Ukrudt
I – Metoder til mekanisk ukrudtsbekæmpelse i korn- og bælgsædsmarker med og uden udlæg.
Ukrudtsbekæmpelse inden såning af udlæg betyder, at udlæggets såtidspunktet forsinkes med risiko for et dårligt etableret udlæg i tørre år. Ved at etablere udlæg og korn i samme række sikres dels etableringstidspunktet, dels muligheden for at foretage en ukrudtsbekæmpelse efter udlæggets fremspiring. Kornet beskytter herved udlægget mod ukrudtsharvning, og etableres korn og udlæg i samme række på 24 cm er det muligt at foretage en effektiv radrensning uden at udlægget skades. Er ukrudtsmængden på marken lav, bør ukrudtsbekæmpelsen helt undlades, da bekæmpelse altid vil rumme en risiko for skade. Udlægget bør i stedet have de bedste etableringsbetingelser.

Lupiner tåler såvel blindharvning som ukrudtsharvning og radrensning, så længe de ikke rykkes op af jorden. Lupiner har vist sig, at være meget tolerant overfor meget høje harveintensiteter. En afgrødetildækning på 80% gav, sammenlignet med ubehandlet, ikke nogen forskel i udbytte. Den bedste ukrudtsbekæmpelse blev opnået ved en rækkeafstand på 24 cm og en kombination af ukrudtsharvning og radrensning, hvor bekæmpelseseffekten var på 96%. Ved et højt ukrudtstryk konkurrerer den smalbladede lupin dårligere mod ukrudt, end den gule lupin.

II – Samspil mellem ukrudtsbekæmpelse og gødningsplacering. Nedfældning af gylle forbedrede den tidlige vækst i vårbyg og den senere vækst i nøgen havre i forhold til slangeudlægning. I begge afgrøder blev udbyttepotentialet forbedret med 15-35 %. Nedfældning reducerede ukrudtsmængden i byg med op til 50%, men havde mindre effekt på ukrudtsmængden i nøgen havre. Nedfældning forbedrede i visse tilfælde effekten af ukrudtsharvning og reducerede skaden på afgrøden.

III – Rækkeafstand, rækkearkitektur og udsædsmængde.
Der var 30% mindre ukrudtsbiomasse ved udsåning af vårhvede i et regelmæssigt mønster kontra rækkesåning, og i kombination med høj udsædsmængde var ukrudtsbiomassen 60% mindre og udbyttet 60% højere end ved ”normal praksis”. Der er stor forskel på sorternes evne til at undertrykke ukrudt ved udsåning i et regelmæssigt mønster, og dette ses tydeligst ved meget høje afgrødetætheder (> 700 kerner pr. m2).

IV – Udvikling af ukrudtsreguleringsstrategier.
Der er udarbejdet et review over forebyggelse og regulering af ukrudt i økologisk planteproduktion. Der er afholdt en workshop om plantebeskyttelse i økologisk jordbrug. Sen såning af vinterhvede reducerer udbyttet under ukrudtsfrie forhold, men sen såning reducerer samtidig ukrudtsfremspiringen. Ved mekanisk ukrudtsbekæmpelse og højt ukrudtstryk blev ukrudtsmængden reduceret ved senere såning. Falsk såbed så ikke ud til at have en effekt på ukrudt eller udbyttet, men kan have effekt på ukrudtsfrøpuljen på længere sigt. Ved højt ukrudtstryk er stor rækkeafstand og radrensning kombineret med ukrudtsharvning mest effektivt, men ved lavt ukrudtstryk må normal rækkeafstand og ukrudtsharvning foretrækkes.

Del 1b – Sygdomsregulering
I – Udvikling af direkte bekæmpelsesmetoder af hvedens stinkbrand med planteekstrakter og analyse af infektionsniveau i kornprøver af hvedens stinkbrand og rugens stængelbrand.
Jordsmitte af stink- og muligvis også stængelbrand kan forekomme i hvert fald op til 5 år efter sidste inficerede afgrøde i marken. Bejdsning med sennepsmel mod såvel stink- som stængelbrand giver en god bekæmpelseseffekt (> 95%) uden målelig negativ påvirkning af frøenes spireevne, mens der ved bejdsning med mælkepulver forekommer en negativ effekt på spirehastigheden, uden at der derfor altid er en god bekæmpelseseffekt. En række mikrobiologiske bejdsemidler har vist et potentiale for bekæmpelse, og for en del af disse forbedres effekten ved kombination med mælkepulver. Den skadetærskel, der er for stinkbrandsporer i udsæd, bør ikke hæves, men bør tværtimod anvendes på de tidlige fremavlsgenerationer for at hindre en tidlig opformering af sygdommen. Skadetærskelen for stængelbrand kan derimod muligvis hæves. Resistensforhold bør dog inddrages. Forholdene omkring såning er af stor betydning for udvikling af sygdommene, og for begges vedkommende gælder, at sen såning reducerer sygdommens udvikling. Et alternativ kan være meget tidlig såning – som udlæg i en vårsædsafgrøde.

II – Resistente sorter mod hvedens stinkbrand.
Anvendelse af resistente sorter er vigtig i en vedvarende, integreret bekæmpelsespraksis, men hidtil har der ikke været kendskab til resistensforholdene i danske sorter. Der er nu etableret et screeningsprogram for stinkbrand under markforhold med kunstig smitte af testpopulationer, udvalgt blandt 50 forskellige prøver af stinkbrand fra forskellige egne af landet. Resultaterne viser, at de fleste sorter på den danske sortsliste er modtagelige for stinkbrand. En gruppe er dog moderat modtagelig, og nogle få sorter har høj resistens. De svenske sorter Tjelvar og Stava, der er testet over flere år, må betragtes som højresistente, mens der i sorterne Trintella og Aspect kun blev fundet svage angreb. Med de opnåede resultater er der bedre muligheder for at anvise sorter til økologisk dyrkning, hvor resistensen udnyttes enten alene eller integreret med andre, egnede bekæmpelsesforanstaltninger. Perspektiverne for videre forædling ser også lovende ud.

Del 1c – Skadedyrsregulering
Regulering af bedebladlus i hestebønne ved hjælp af sorter med ringe værtsplanteegenskaber.
Kun for én ud af tre sorter var der samhørighed mellem klimakammer- og minivæksthustest på den ene side, og marktest på den anden side. Marktest er derfor nødvendigt for at få er mere præcist billede af sorternes egenskaber over for bedebladlus. Sorten Caspar kunne dyrkes uden store angreb af bedebladlus, mens Colombo og til dels også Quattro, blev udsat for væsentlige angreb af bedebladlus.

Del 3 – Arts- og sortsvalg i relation til kvalitet og udbytte
I – Udvælgelse og afprøvning af genotyper af lupin.
Blå lupin er generelt mere termoneutral og tidligere end gul, der tillige er meget modtagelig for den frøbårne sygdom anthracnose. Hurtig udvikling til blomstring og reduceret sideskudsdannelse er nødvendigt for rettidig afmodning. Udbyttet af udvalgte sorter, især uforgrenede, lå mellem 3.1 og 4.9 tons/ha. Helsædsensilage af samdyrket lupin og byg er en god proteinkilde, energitilgængeligheden og fordøjeligheden er dog svagt dårligere end for byg-helsæd.

II – Nøgen havres evne til at producere protein og essentielle aminosyrer.
Udbytteniveauet i nøgen havre er lavere end i almindelig havre, men kvaliteten af nøgen havre er betydeligt bedre.

III – Byg- og nøgne havresorters indhold af antioxidanter under varierende dyrkningsforhold.
Der er gennemført metodeudvikling til bestemmelse af fenoliske stoffer. Der er fundet 15 fenoliske stoffer i bygblade, heraf 2 fenoliske syrer og 13 flavonoider. 8 af disse er oprenset og strukturerne er bestemt. Ét af disse var et helt nyt stof, der ikke tidligere er fundet, 3 var tidligere fundet i byg, 3 var tidligere fundet i andre græsser, og ét var tidligere fundet i tokimbladede.

Projektets publikationer