forskning
FØJO · Forskning > FØJO I > Korn og bælgsæd

Korn og bælgsæd

Projektet tog udgangspunkt i ønsket om at øge den økologiske produktion af korn- og bælgsæd til modenhed. I projektet blev der arbejdet med effektivisering af dyrkningsteknikker på markniveau, dyrkningsstrategier på sædskifteniveau, og endelig med sædskifteforsøg for at belyse betydningen af øgede mængder korn- og bælgsæd i sædskiftet. Projektet indeholdt en række delprojekter, som blev kategoriseret i 4 hovedtemaer:

1) ukrudts-, sygdoms- og skadedyrsregulering

2) afgrødernes næringsstofforsyning

3) arts- og sortsvalg specielt i relation til kvalitet

4) dyrkningssystemer med hovedvægt på korn og bælgsæd.

På ukrudtsområdet blev der gennemført forsøg med ukrudtsbekæmpelse i udlægsmarker, udnyttelse af samspilseffekten mellem ukrudtsregulering og forbedret gødningsudnyttelse ved placeret gyllenedfældning samt udvikling af reguleringsstrategier, der enten var rettet mod den enkelte mark eller sædskiftet som helhed.

På plantesygdomsområdet blev indsatsen koncentreret om de udsædsbårne sygdomme, hvedens stinkbrand og rugens stængelbrand. Der blev gennemført forsøg med direkte bekæmpelse med bejdsemidler baseret på planteudtræk, og hvedesorter blev screenet for resistens mod hvedens stinkbrand.

På skadedyrsområdet var indsatsen koncentreret om bedebladlus i hestebønne, hvor der arbejdes med udvælgelse af sorter, der har dårlige værtsplanteegenskaber over for bedebladlus.

På plantenæringsstofområdet søgtes betydningen af jordtype, næringsstofstatus, udvaskning og næringsstofbalancer for produktionen af økologisk korn og bælgsæd i relation til K belyst, og der blev arbejdet med afprøvning af analysemetoder, der kunne give et bedre indtryk af økologisk dyrket jords evne til at forsyne planterne med K.

Endelig undersøgte man afgrødeeffekten af K-gødningsmidler med forskellig opløselighed.

Med hensyn til arts- og sortsvalg i relation til kvalitative aspekter blev der arbejdet, dels med den ernæringsmæssige kvalitet og dels med antioxidanter. Antioxidanterne menes at have en række positive effekter på menneskets sundhed, og samtidig menes de at have betydning for planters evne til at afvise svampeangreb. Med hensyn til arts- og sortsvalg fokuserede man specielt på lupin, nøgen havre og vårbyg. På sædskifteniveauet blev der arbejdet på at belyse, hvorledes stigende mængder korn- og bælgsæd i sædskiftet påvirker udbytte, kvalitet, N-, P- og K-balancer samt forekomst af ukrudt, sygdomme og skadedyr på forskellige jordtyper og med forskellige gødningsmængder.

Projektets resultater
Projektets publikationer


Projektnummer og titel
Projekt II.4 Korn- og bælgsæd

Projektleder
Ilse A. Rasmussen, Afd. for Plantebeskyttelse, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Flakkebjerg, 4200 Slagelse. Tlf.: 5358 6300, fax: 5358 6371, e-mail: IlseA.Rasmussen@agrsci.dk

Projektdeltagere
Rikke Klith Jensen, Lars Monrad Hansen, Johannes Ravn Jørgensen, Bent J. Nielsen, Karsten Rasmussen, Kirsten Brandt og Rikke Nørbæk, Danmarks JordbrugsForskning
Anders Borgen, Bjarne Jørnsgård & Jakob Weiner, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
Hanne Østergård, Forskningscenter Risø