forskning
FØJO · Forskning > FØJO I > Kartofler - kvalitetsaspekter > Resultater

Sammendrag af resultater

Projektet blev gennemført med små justeringer, og der blev opnået en lang række resultater, som vurderes at være meget anvendelige for de økologiske avlere.

Prøvekogningerne har vist, at der kan opnås kartofler af virkelig fin kvalitet ved anvendelse af frisk eller komposteret dybstrøelse. Smagen af kartoflerne er ikke så god, når der er gødet med gylle. Der er dog ikke tale om, at de smager direkte dårligt, men det højere udbytte og lavere tørstofindhold bevirker, at smagen bliver ”fortyndet”. Der er også forhøjet nitratindhold og øget tendens til mørkfarvning efter kogning, når der gødes med gylle.

Nedfældning af gylle før lægning resulterede i et højere udbytte såvel totalt som i skrællestørrelsen.

Angrebene af rodfiltsvamp har været meget svage tre af de fire forsøgsår. Forsøgene har på dette punkt en ret begrænset udsagnskraft. Der var dog, som forventet, en tendens til stærkere angreb ved brug af dybstrøelse i sammenligning med gylle. Placeringen af gødningen (nedharvning/pløjning) syntes at have betydning for angreb. Denne hypotese undersøges i et nyere projekt.

Angreb af skurv på kartoflerne er stærkest ved anvendelse af gylle. Hvor ukrudtsbekæmpelsen er gennemført ved gradvis hypning af kartoflerne er der opnået en skurv-reducerende effekt. Denne behandling har samtidig reduceret antallet af grønne knolde og givet et større udbytte af salgskartofler (40-65 mm) end normalbehandlingen (harvning-hypning). Årsagen til det forbedrede udbytte er formentlig den lidt tidligere fremspiring, der opnås.

Sortsforsøget har omfattet i alt ti spisesorter. Der er konstateret forskelle i sorternes udbyttepotentiale og resistens overfor kartoffelskimmel. Endvidere foreligger resultater af en række kvalitetsanalyser af sorterne. Flere af de afprøvede sorter har så mange gode egenskaber, at der skønnes at være basis for en kommerciel dyrkning i betragteligt omfang. Den aktuelt dominerende sort, Sava, vil dog fortsat have et stort marked grundet den fine spisekvalitet.

Projektets publikationer