Politik og marked
Politikker, som har til formål at skabe udvikling af et marked, kan udformes på forskellig vis. De kan lægge vægt på at skabe efterspørgsel blandt brugere/forbrugere, tilskynde producenter til at udbyde et nyt produkt, eller de kan kombinere begge tiltag.
Dette forskningsprojekt analyserer, hvordan forskellige måder at udforme økologipolitikken påvirker efterspørgslen efter økologiske fødevarer og under hvilke politiske og institutionelle betingelser politikkerne er vedtaget. Projektets overordnede formål er at udvikle anbefalinger for, hvordan den fremtidige økologipolitik kan udformes i nationalt og EU regi.
En beskeden del af den akademiske litteratur om økologipolitik undersøger i hvilken udstrækning økologipolitikker påvirker udviklingen af et marked for økologiske fødevarer. Spørgsmålet om hvilke politiske og institutionelle forhold og processer, som fremmer vedtagelsen af effektive økologipolitikker, er også kun svagt belyst i litteraturen. Derfor er projektets to overordnede problemstillinger:
- Påvirker økologipolitikker efterspørgslen efter økologiske fødevarer og i så fald, hvilket politikdesign har størst effekt?
- Hvilke politiske og institutionelle forhold på nationalt, EU og internationalt niveau henholdsvis fremmer og hæmmer vedtagelsen af de mest effektfulde økologipolitikker?
I EU har medlemsstaterne sammensat deres økologipolitikker forskelligt. Dette forhold muliggør en systematisk evaluering af effekterne af forskellige kombinationer af politiske tiltag, som har til hensigt at fremme efterspørgslen efter økologiske fødevarer. Dermed kan politikkerne med størst effekt identificeres. I projektet sammenlignes, Danmark, Storbritannien og Sverige (eller Tyskland). Man skal dog være opmærksom på, at offentlige politikker kan have begrænsede tilsigtede effekter, hvis nogle overhovedet. Derfor indgår Australien og New Zealand også i analysen. I disse to lande er staten kun i meget begrænset grad involveret i økologiens udvikling.
Forskningsprojektet inddrager også den bredere policy-kontekst, hvori økologi-politikken indgår. Her tænkes specielt på Den fælles Landbrugspolitik og WTO aftalerne. Projektet undersøger om den re-nationalisering som har fundet sted i forbindelse med 2003 reformen af EU's landbrugspolitik har skabt nye muligheder for økologipolitikken i de enkelte medlemsstater. Desuden undersøges mulighederne for at fremme international handel med økologiske under WTOs nuværende regelsæt, men også mulighederne for i fremtidige handelsrunder at skabe et sæt af regler for handel med økologiske varer, der tager højde for de principper der findes i økologien.
Projekttitel
Politik og marked
Public Policies and Demand for Organic Food: An International Comparison of Policy Effects and Policy Determinants (COP)
Projektleder
Carsten Daugbjerg, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 8000 Aarhus C. Tlf.: 8942 1283; fax: 8613 9839. E-mail: cd@ps.au.dk
Projektdeltagere
Gert Tinggaard (Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet), Jan Holm Ingemann (Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Ålborg Universitet).