 |
Økologisk jordbrug i helheden - principper og praksis
Det overordnede formål med projektet er at bringe den hidtidige diskussion om økologisk jordbrug og fødevareproduktion som et helhedsorienteret koncept, frem mod en nærmere afklaring. På det grundlag indeholder projektpakken et procesorienteret forløb, herunder etablering af en tværvidenskabelig og tværinstitutionel gruppe tilknyttet projektet. I projektet er tværvidenskabelig metodeudvikling samt dialog og formidling endvidere integreret.
Økologisk jordbrug er i sit værdimæssige grundlag helhedsorienteret og sigter mod bæredygtig udvikling. Dette er omsat i principper om recirkulation af stof og menneskets hensynsfulde omgang med natur og miljø. Det er ligeledes indeholdt i principperne, at det økologiske jordbrug baseres på nærhed, fordi man derved bedst kan recirkulere stof, udnytte lokal viden, bidrage til lokal kultur m.v. I forestillingen om det økologiske jordbrug er disse principper ikke blot ledetråd for driften af det enkelte landbrug, men også for hele landbrugserhvervets (og herved også fødevareproduktionens) placering og funktion i den samfundsmæssige helhed.
Praksis tager sig ikke nødvendigvis ud, som principperne foreskriver. Især det seneste årtis ekspansive udvikling af økologisk jordbrug, bærer præg af en vis sektorisering, specialisering og (lokal)samfundsmæssig afkobling, således at økologisk jordbrug tendentielt udvikler sig som en kopi af det konventionelle - minus industrielle kemikalier -, hvor de grundlæggende principper - især for så vidt de rækker ud over det enkelte landbrug - vanskeligt kan ses realiseret eller efterstræbt.
Uanset, at det seneste årtis ekspansion på mange felter må anses for positiv, må den latente modsætning mellem principper og praksis - og dermed manglende helhedsorientering forventes at fremstå som et tiltagende problem for økologisk jordbrug; dette være sig i forhold til det økologiske jordbrugs selvopfattelse og/eller dets bidrag til bæredygtig udvikling. Der er således behov for at opløse modsætningen, men forudsætningen er, at årsagerne er klarlagt.
Forestillingen om det økologiske jordbrug tager udgangspunkt i landbrug, men som følge af helhedsbetragtningen kan den logisk set ikke alene omhandle det enkelte landbrug og dettes økologi, men må også vedrøre landbruget som ét produktivt element i en samfundsmæssig helhed og i denne helheds økologi. Realisering fordrer derfor placering af jordbrugsproduktionen i en natur-, miljø- og samfundsmæssig helhed, hvor jordbrugsproduktionen, inklusive forarbejdning, indgår som element i en samfundsmæssig enhed (herunder med byområder) med stoflig og værdimæssig cirkulation, baseret på en gennemskuelig og åbenbar ansvarsfordeling blandt alle samfundets aktører. I denne forbindelse skal det erindres, at når der henvises til samfundsmæssig helhed, så indbefatter denne også økonomisk fordeling inden for politiske rammer. Dermed omfatter helheden både et økologisk og et økonomisk/politisk system, samt disse to systemers samspil.
Begrebsliggørelse af samspillet mellem økologi og økonomi/politik, og af det økologiske jordbrugs historiske og nuværende rolle i dette samspil, kræver også helhedsorientering. Derfor er der til OASE knyttet en tværinstitutionel og tværvidenskabelig gruppe af i alt 20 forskere fra humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og jordbrugsvidenskab med det til fælles, at alle har beskæftiget sig med økologisk jordbrug, men ud fra forskellige, disciplinære tilgange. Denne gruppe skal, i samspil med projektgruppen, skabe et kommunikativt grundlag for en helhedsorienteret forståelse af forholdet mellem det økologiske jordbrugs principper og praksis for at kunne forklare de nuværende, tilsyneladende modsætninger, og anvise løsninger på, hvorledes modsætningerne kan ophæves. Denne forståelse skal gennem workshops udvikles i dialog med centrale aktører i og omkring det økologiske jordbrug, og gennem seminarer evalueres af internationale eksperter.
I hovedsagen tages udgangspunkt i økologisk jordbrug, men pakken indeholder også et delprojekt (WP1B og WP2B), der i særlig grad fokuserer på forarbejdning af økologiske fødevarer.
Projektperiode
2002-2004
Projektnummer og titel
III.9 Økologisk jordbrug i helheden - principper og praksis (OASE)
Projektleder
Thorkild Nielsen
Institut for Produktion og Ledelse
Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
Bygning 303, 2800 Lyngby
Tlf.: 45 25 60 22
E-mail: T.Nielsen@ipl.dtu.dk
Projektdeltagere
Niels Heine Kristensen, Mette W. Hansen, DTU
|