forskning
FØJO · Forskning > FØJO II > Recirkulering af næringsstoffer fra by til land

Recirkulering af næringsstoffer fra by til land

Byerne er adskilt fra landområderne, hvad angår recirkulering af næringsstoffer og organisk stof. Dette forskningsprojekt er del af en indsats for at genetablere kredsløbet mellem land og by, og udvikle affaldshåndteringen, så den kan levere brugbare gødningsstoffer. Der etableres fastliggende forsøg med bygødninger for at vurdere mulighederne for forbedret recirkulering fra byområder til økologiske bedrifter. Med fokus på komposteringsmetoder, bygødningers omsætning i jord og tilgængelighed for planter vil projektet frembringe praktisk anvendelige resultater. Der etableres et moniteringsprogram for biologisk jordkvalitet for at tage bestik af eventuelt negative virkninger af øget recirkulering.

P.t. undersøges smitstof produktion og overlevelse fra en række byøkologiske projekter, og der er igangsat risikovurdering af brug af urin fra urinseparationstoiletter til gødning. For at nå det langsigtede mål, som er "bæredygtig samudvikling af by og land", må der skabes tæt forbindelse mellem forskernes aktiviteter og de økologiske landmænds behov. Et led heri er etableringen af en styregruppe med repræsentanter for økologisk jordbrug og de forskellige forskergrupper.

Projektet er inddelt i fem dele. Formålet med delprojekt 1 er at etablere et feltlaboratorium for anvendelse af bygødninger, hvor det biofysiske grundlag for recirkulering fra by til land kan undersøges. I delprojekt 2 tilvejebringes viden om samkompostering af organisk husholdningsaffald og human fæces. I del 3 gennemføres studier af kulstof og kvælstof dynamik ved anvendelse af bygødninger. Modelsystemet DAISY afprøves. Delprojekt 4 undersøger fosfor-omsætning i jord tilført bygødninger, og efterfølgende tilgængelighed i karforsøg. I delprojekt 5 moniteres jordkvaliteten udfra bl.a. biologisk aktivitet og næringsstofindhold.

Projektperiode
2001-2006

Projekttitel
III.3 Recirkulering af næringsstoffer fra by til land - Etablering af fastliggende forsøg med bygødninger samt tilhørende agronomisk forskning og forskning i jordkvalitet (CRUCIAL)

Projektleder
Jakob Magid
Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Institut for Jordbrugsvidenskab, Laboratoriet for Planternes Ernæring
Thorvaldsensvej 40, 1871 Frederiksberg C
Tlf.: 35 28 34 91, Fax: 35 28 21 75
E-mail: jma@kvl.dk

Projektdeltagere
Jakob Møller, FSL, Bent T. Christensen og Gitte Rubæk, DJF
Poul Henning Krogh og Thomas Larsen, DMU
Lasse Dam Rasmussen, Jesper Luxhøi, Lars Stoumann Jensen, Sander Bruun og Andreas de Neergaard, KVL