 |
Studeproduktion og bioaktive afgrøder
Kun 10-15 procent af tyrekalvene fra økologiske malkekvægsbesætninger bliver slagtet økologisk, hvilket bl.a. betyder, at kun omkring to procent af det oksekød, som sælges i Danmark, er økologisk produceret. Forbrugernes interesse for kød af bedre kvalitet er imidlertid stigende. Det samme gælder for ønskerne om udvikling af miljømæssigt og etisk forsvarlige driftsformer. På den baggrund er der behov for udvikling af strategier for økologisk produktion af stude.
Projektets mål er at udvikle og dokumentere økonomisk bæredygtige og sundhedsmæssigt forsvarlige produktionssystemer for økologisk okse- og svinekød. Særlig vægt vil blive lagt på studeproduktion med henblik på at forbedre sundhed og velfærd, produktkvalitet, og at øge naturværdien på marginaljorde ved afgræsning. Ligeledes undersøges anvendelse af bioaktive afgrøder til drøvtyggere og svin til forbedring af produktkvalitet og sundhed, primært til forebyggelse af parasitære infektioner. Undersøgelser tyder på, at enkelte afgrøder kan påvirke dyrs parasitstatus i forbindelse med afgræsning og/eller kødets kvalitet efter slagtning. Muligheden for at anvende afgrøder med indhold af bestemte bioaktive stoffer samt andre relevante planter i økologiske produktionssystemer, er ikke tilstrækkeligt belyst.
En væsentlig årsag til den lave produktion af økologisk oksekød er forventet manglende rentabilitet i produktionen. Projektet vil bidrage til retningslinier, og dermed beslutningsstøtte til producenter. Anvendelsen af bioaktive afgrøder til fremme af kødkvalitet og/eller begrænsning af udegående dyrs parasitbelastning, vil kunne begrænse anvendelsen af lægemidler, og dermed undgå lange tilbageholdelsestider. Kombinationen af studeproduktion, baseret på afgræsning og bevarelse eller forøgelse af biodiversiteten på marginale arealer, er ønskværdig i sammenhæng med naturpleje og miljø. Samlet forventes de planlagte tiltag at forbedre økonomien i økologisk kødproduktion, primært studeproduktion, eller bidrage til en synliggørelse af de forøgede udgifter ved denne produktion, der retfærdiggør en merpris. Samtidig skal projektet bidrage til at udvikle økologisk husdyrproduktion, med henblik på at opnå yderligere fordele for miljø og natur.
Projekttitel
II.3 Økologisk studeproduktion og bioaktive afgrøder til græssende husdyr (PROSBIO)
Projektleder
Stig Milan Thamsborg, Forskningsprofessor
Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Økologisk Husdyrbrug, Institut for Veterinær Patobiologi, Dyrlægevej 100, 1870 Frederiksberg C
Tlf.: 35 28 37 78, Fax 35 28 27 74
E-mail: smt@kvl.dk
Projektdeltagere
Anna Bodil Hald, KVL, Laurits Lydehøj Hansen, Troels Kristensen, Jacob Holm Nielsen, Rikke Nørbæk, Karen Søegaard, Mogens Vestergaard, Henning Refsgaard Andersen, Lisbeth Nielsen, Christen Ohlsson og Kirsten Brandt, DJF,
Derek V. Byrne, Magni Martens og Allan Roepstorff, KVL
|