 |
Status 2002
Jordkvalitet i økologisk jordbrug
Undersøgelserne omkring risiko for genpakning af mekanisk løsnet jord (delprojekt A1 og A3) er gennemført i både mark B3 og B4 på Rugballegård. Disse undersøgelser vedrører især rodvækst i jord, der er blevet forskelligt befærdet og pløjet med traktorhjulet "på land" eller i furen. Begge års resultater viste, at on-land pløjning og moderat trafik reducerer genpakningen af en jord, der tidligere er blevet mekanisk løsnet. Det første år gav den reducerede pakning anledning til en forbedret rodvækst i jordlagene lige under pløjedybde i begyndelsen af vækstperioden for en vinterhvedeafgrøde. Rodstudierne i år 2002 er endnu ikke opgjort (september 2002).
I delprojekt A2 er der nu løsnet med Paraplow i tre fjerdele af sædskiftets forsøgsparceller. De foreløbige målinger på afgrøderne viser ikke sikre effekter. Der er dog en tendens til ringere plantevækst i jord, der er løsnet med Paraplow. Noget tyder på, at dette kan skyldes en reduktion af forfrugtsvirkningen fra kløvergræs, idet løsningen foretages i den spæde kløvergræs om efteråret efter høst af dæksæden. De kommende års målinger vil give bedre mulighed for at vurdere de nævnte tendenser.
I delprojekt B er de første prøveudtagninger og målinger i marken blevet foretaget i foråret 2002. De fleste analyser er endnu (september 2002) i gang i laboratoriet. Som et eksempel på resultater kan dog nævnes mængden af mikroorganismer (mikrobiel biomasse) i sædskifteforsøget ved Forskningscenter Flakkebjerg. Denne jord var inden forsøgets start (1996) meget udpint efter mange års ensidig korndyrkning. Vores resultater viser, at der allerede efter 6 år er flere mikroorganismer i jorden, når den modtager husdyrgødning end uden. Endnu større effekt er der af kløvergræs i sædskiftet og med brug af efterafgrøder. Der foretages nye målinger og prøveudtagninger i forsøgene i foråret 2003.
Gennem delprojekt C er afholdt en række foredrag med generel orientering om projektets problemområde, f.eks. ved Landhusholdningsselskabets Efterårsseminar ultimo 2000. Også projektets konkrete resultater (delprojekt A1 og A3) er kommunikeret til erhvervet, således bl.a. ved Efterårets Planteavlskonference, den 2. oktober 2001.
|