forskning
FØJO · Forskning > FØJO II > Jordkvalitet i økologisk jordbrug

Jordkvalitet i økologisk jordbrug

I økologisk jordbrug baseres planteproduktionen på jordens naturlige frugtbarhed. Landmanden kan fremme jordkvaliteten gennem sædskifte, organiske gødninger og jordbearbejdning.

Målet med dette projekt er blandt andet at undersøge, hvordan afgrøden påvirkes, når pakket underjord løsnes. Desuden skal effekter af sædskifte, husdyrgødning og mekanisk forstyrrelse af jorden evalueres. Projektet omhandler både pakning af jorden i dybden og overjordens strukturegenskaber. Et tidligere projekt viste, at pakning af jorden under pløjedybde var udbredt, også i jorde, der var dyrket økologisk gennem næsten 50 år. Det kompakte lag reducerede rodvæksten og mængden af kvælstofsamlende knoldbakterier på ærter. Et alsidigt sædskifte og tilførsel af husdyrgødning forbedrede biologiske, kemiske og fysiske kvalitetskriterier i (pløjelags-)jord. Her fandtes også markant negative effekter på biologi og strukturegenskaber, påført af trafik og intensiv jordbearbejdning.

Projektet er inddelt i fem delprojekter. Delprojekt A1 viderefører forsøg med jordbearbejdningsstrategier. Herudover etableres forsøg med on-land pløjning og lave akselbelastninger ved færdsel i marken. I delprojekt A2 studeres afgrødens vækst i overjordiske plantedele ved pakket underjord, og efter mekanisk løsning af de pakkede lag. Effekterne registreres ved vækstrytme, optagelse af N, P og K, udbytte, samt konkurrenceevne i forhold til ukrudt. Formålet med delprojekt A3 er at studere afgrøders rodvækst ved pakket underjord og ved mekanisk løsning. Rodstudierne kvantificeres bl.a. ved effekten på vækstrytmen. Delprojektet B måler effekten af sædskifte og husdyrgødning på en række centrale frugtbarhedsparametre i jorden. Skadelig virkning af færdsel og jordbearbejdning sættes i relief til effekterne. Delprojekt C dækker projektledelse og formidling af resultaterne til økologiske avlere.

Projekttitel
I.7 Jordkvalitet i økologisk jordbrug: effekter af sædskifte, husdyrgødning og jordpakning (ROMAPAC)

Projektleder
Per Schjønning, Seniorforsker
Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Plantevækst og Jord
Postboks 50, 8830 Tjele
Tlf.: 89 99 17 66, Fax: 89 99 16 19
E-mail: Per.Schjonning@agrsci.dk

Projektdeltagere
Jørgen E. Olesen, Lars J. Munkholm og Susanne Elmholt, DJF