 |
Dyrkningsforsøg med rækkeafgrøder
Projektets mål er at udvikle økologiske dyrkningssystemer, der giver et højere udbytte, bedre produktkvalitet og mindre udvaskning af næringsstoffer. Midlerne er opsætning af jorden i kamme og dybe jordløsninger i vækstsæsonen. Desuden er blandinger af sorter og forskellige kulturer midler til at reducere angreb af sygdomme og skadedyr. I projektet fokuseres fortrinsvis på kartofler, da de i forvejen dyrkes i kamme, og der er et stort behov for at regulere kartoffelskimmel. Spisekvalitet af kartofler vil være en central parameter i forsøgene, der gennemføres på forskellige jordtyper, med og uden fangafgrøder og med forskellige niveauer af husdyrgødning.
Opsætning af jorden i kamme som alternativ til pløjning er velkendt fra USA, hvor systemet reducerer pesticid- og gødningsforbrug ved konventionel dyrkning. Systemet har ikke tidligere været forsøgt tilpasset økologisk dyrkning i Danmark. I forhold til pløjning forventes det, at kamme vil nedbringe ud-vaskningen af plantenæringsstoffer i vinterhalvåret. Vinterens nedbør løber af, så vandopløselige næringsstoffer i kammene bliver beskyttet mod udvaskning.
Forsøg har vist, at kartoffel sætter pris på en meget løs jord og giver merudbytter ved dybe jordløsninger i vækstsæsonen. Effekterne er tilsyneladende årsafhængige. Derfor undersøger projektet samspillet mellem dyb jordløsning og vandingsintensitet på sandjord.
Der foreligger kun meget sparsom viden med hensyn til sortsblandinger i kartoffeldyrkning. Der er store økonomiske gevinster ved at forsinke kartoffelskimlens udvikling. Projektet undersøger derfor blandinger af sorter med forskellige resistenskilder og effekten af rækker af andre afgrøder i kartoffelmarken, blandt andet hestebønner.
Projekttitel
I.6 Dyrkning af rækkeafgrøder - Kamme, dybe jordløsninger samt sorts- og artsblandinger (CARMINA)
Projektleder
Jesper Rasmussen
KVL, Institut for Jordbrugsvidenskab
Højbakkegård Allé, 2630 Tåstrup
Tlf.: 35 28 34 56, Fax: 35 28 33 84
E-mail: jer@kvl.dk
Projektdeltagere
Christian Bugge Henriksen og Lisa Munk, KVL, Bent J. Nielsen, Lars Bødker og Jens Peter Mølgaard, DJF
|