Sammendrag af resultater

Vi undersøgte effekten af fire økologiske systemer (to dyretætheder kombineret med to typer af organisk gødning) på udbytter, K-udvaskning og K-balancer i et seks-marks-sædskifte. Gennemsnitlige K-koncentrationer i jordvand ekstraheret vha. sugeceller i 1 meters dybde var 0,6 mg K/l, hvilket korresponderer til en K-udvaskning på 1,5 kg/ha/år. Dette var mindre end forventet udfra litteraturværdier. K-balancen varierede fra –12 til +30 kg/ha/år, hvilket dog ikke påvirkede udvaskningen. I et yderligere forsøg med tilførsel af 988 kg K/ha som KCl udgjorde K-udvaskningen kun 0,2% af det tilførte K, mens 40% af det akkompagnerende Cl blev udvasket. Hovedparten af tilført K blev fastholdt i overjorden. Det blev konkluderet, at K-udvaskningen i højere grad var et resultat af gødningshistorien, end af den aktuelle K-balance.

Kartoffelforsøgene viser, at gyllegødskning suppleret med kalium har en udbyttefremmende effekt, mens kvaliteten forbedres både af kalium og svovl.

Sulfatudvaskning og S-balancer blev undersøgt i et planteavlssædskifte på tre lokaliteter i de tre første år efter omlægning til økologisk drift. Sulfatudvaskningen faldt betydeligt i perioden. Svovlbalancen viste, at der i fremtiden ikke kan forventes noget væsentligt S-underskud, hvis overskydende S bevares i systemet og synkroniseres med planternes behov. På sandjordene kan der dog, på længere sigt være behov for at tilføre en plantetilgængelig svovlkilde. Sulfatudvaskning og S-balancer blev ligeledes undersøgt i et kvægbrugssædskifte, der har været økologisk siden 1987.

For at reducere den relativt store S-udvaskning blev forskellige efterafgrøder indledningsvis undersøgt for deres evne til at reducere sulfatkoncentrationen i efteråret, og især de korsblomstrede havde evnen til, effektivt at reducere udvaskningspotentialet.

Bygplanters evne til at udnytte begrænsede S-ressourcer blev undersøgt. S-tilgængeligheden havde stor indflydelse på planternes N-udnyttelse. Ved tilstrækkelig S-forsyning blev ca. 70% af N i bladene remobiliseret til kernerne i kernefyldningsperioden, mens kun ca. 35% blev det i svovlmanglende planter. Desuden viste det sig, at S er mere immobil i planter end N, idet omkring 50% af kernernes N-indhold skyldes remobilisering fra bladene, mens kun 25% af kerne-S stammede fra remobilisering. Tilgængeligheden af S i kernefyldningsperioden er derfor relativt vigtigere end tilgængeligheden af N. Svovlmangel ved de høje N-niveauer medførte også udtalte forringelser af kernekvaliteten.

Effekten af S-tilførsel på forskellige tidspunkter igennem vækstsæsonen blev undersøgt mht. udbytte, gødningseffektivitet og plantekvalitet. Førsøget viste, at der med et godt resultat kan tilføres en plantetilgængelig svovlkilde på et relativt sent tidspunkt i vækstsæsonen. I forsøget var der synlige mangelsymptomer allerede ved begyndende buskning, og dette kunne der, uden udbyttetab, rettes op på helt ind til midt i strækningsfasen. Ved kraftig S-mangel var der effekt af S-tilførsel efter skridning. Forsøget viste desuden, at S-tilførsel havde en relativt større indflydelse på kernekvaliteten end på udbyttet, og at dette forhold er mere udpræget jo senere S-tilførslen sker.

Det blev undersøgt, hvilken betydning P- og K-forsyningen har for bælgplanters vækst og N2-fikserende evne på jorde med lave P- og K-status. Endvidere blev bælgplanters evne til at mobilisere tungtopløselige P- og K-forbindelser undersøgt. Hvidkløver planter klarer sig godt på jorde med lav P-status (1 mg P/100 g jord) og forholdsvis lav K-status (7 mg K/100 g jord), idet N2 fikseringsevnen pr. enhed biomasse opretholdes, selv når væksten er svagt reduceret. Den konkurrencemæssige balance mellem græs og kløver i blanding forrykkes, idet øget adgang til P og K stimulerer græsset på bekostning af hvidkløveren. Rhizodepositionen af N i rodzonen af en kløvergræsmark er kvantitativt set meget omfattende, og der overføres meget større mængder N fra kløver til græsset end hidtil antaget.

Betydningen af jordens P-status for udbyttet og kvaliteten af kløvergræs blev undersøgt i et langvarigt markforsøg med varierende fosforstatus i jorden. Markforsøget omfattede tre behandlinger: ’0P’, ’15P’ og ’30P’, hvor jordens P-status, målt som Olsen P i jorden var hhv. 12, 24 og 36 mg P kg-1 jord, hvilket svarer til P-tilgængelighed, der anses for hhv. ’for lav’, ’netop tilstrækkelig’ og ’mere end tilstrækkelig’ for uforstyrret vækst af afgrøden. Udbyttet af kløvergræs var da også mindst i jorden med lav P status (0P: 8,4, 15P: 10,6 og 30P: 11,1 tons ha-1). Græsudbyttet var generelt lavt, fordi forsøget ikke blev gødet med N dette forsøgsår, og det var upåvirket af jordens fosforstatus. Udbyttet af kløver var derimod generelt højt og tydeligt mindre ved lav P-status i jorden, end ved tilstrækkelig og rigelig P-status. N og P indholdet i både græs og kløver var negativt påvirket af lav P-status i jorden. Vi konkluderer derfor, at ikke kun udbyttet, men også kvaliteten af kløvergræsafgrøden blev påvirket af jordens P-status. En anden tydelig effekt af den lave P-status i 0P behandlingen var, at det gjorde det nødvendigt for afgrøden at investere flere ressourcer i rodvækst. Rodmassen og rodlængdedensiteten i 0P behandlingen var derfor større, end i de to behandlinger med tilstrækkelig P-forsyning.

Projektets publikationer