forskning
FØJO · Forskning > FØJO I > Driftsledelse i relation til miljø- og naturværdier > Resultater

Sammendrag af resultater

Resultaterne er opnået gennem tre delprojekter:

Integrering af natur- og miljøhensyn i driftsledelsen
Forskellige jordbrugeres måde at inddrage hensyntagen til miljø- og naturværdier i driftsledelsen på, blev analyseret gennem kvalitative interviews og en spørgeskemaundersøgelse, og generaliseret ved brug af bedriftsstile. Landbrugernes holdninger til, og tænkning i forhold til brug af beslutningsstøtteværktøj, som inddrager miljø- og naturaspekter, blev undersøgt i forbindelse med afprøvning af et Multiobjective Decision Support System. Desuden er de økologiske landmænds holdning til de forelagte indikatorer for naturkvalitet undersøgt og analyseret i forhold til deres opfattelse af værdierne i det økologiske avlsgrundlag samt reglerne.

Indikatorer for påvirkning af landskabsøkologiske værdier
Delprojektet evaluerede og udviklede indikatorer for naturværdier på bedriften, hhv. på det dyrkede areal og i de udyrkede områder (småbiotoper). Effekten på insektfaunaen af tilstedeværelsen af markukrudt blev dokumenteret via analyser af et kontrolleret forsøg, og via etablering af en litteraturdatabase med henblik på at kunne forudsige den potentielle diversitet blandt insektarter på baggrund af ukrudtsfloraens sammensætning. Med henblik på at finde en kvalitativ indikator for naturværdier, blev der foretaget undersøgelser af urtefloraen i småbiotoperne, samt forekomsten af sommerfugle på økologiske bedrifter. Der blev desuden udført studier af fuglenes fordeling i vinterlandskabet på otte økologiske husdyrbedrifter i relation til småbiotoper og de tilgrænsende dyrkningsflader.

Forskellige driftslederes holdninger til og succes med ukrudtsbekæmpelse
Forskellige driftslederes holdninger til og succes med ukrudtsbekæmpelse anses for et centralt spørgsmål i forhold til bedrifternes påvirkning af naturrigdom. Betydningen af driftsledelsesdispositioner for ukrudtsfloraen i økologiske marker blev derfor undersøgt i eksisterende datamateriale med henblik på at afdække evt. sammenhænge mellem håndtering af ukrudt og forskellige bedriftsstile. En analyse af ukrudt på otte økologiske kvægbrug viste, at afgrødevalget havde central betydning for forekomsten af ukrudt, samt at der var karakteristiske ukrudtssituationer på de enkelte bedrifter, som kunne forklares med dyrkningspraksis. Hvorvidt dette kan generaliseres ved hjælp af bedriftsstile forventes undersøgt senere.

Projektets publikationer