Sammendrag af resultater

Systemanalyse
Der blev programmeret en model i regneark, med det formål at kunne fastholde input/output relationerne, såvel internt mellem mark, lagre og stald, som eksternt mellem systemet og omgivelserne i de tre systemer på Rugballegård. Modelberegningerne viste den højeste afgrødeproduktionen i system 1 (Malkekvæg på normalt foderniveau), 56 hkg ts per ha mod 33 hkg ts i system 2 (Søer og slagtesvin) og 52 i system 3 (Malkekvæg lavt foderniveau, søer og slagtesvin svin). Forskellene var primært knyttet til sædskiftet og andelen af kløvergræs, men også til niveauet af plantetilgængeligt kvælstof til kornafgrøderne. I system 1 var der således 131 kg N per ha til vårkorn mod 56 kg N per ha i system 2. Udgangspunktet for kobesætningen i system 1 var 5366 FE per årsko og en forventet produktion på 7357 kg mælk (EKM) og 42 kg tilvækst. I system 3 var foderniveauet reduceret med 730 FE, hvorved andel af grovfoder blev øget fra 64 pct. til 87 pct. af de optagne FE, og ydelsen blev reduceret til 6286 kg EKM. I både system 2 og 3 blev grisene fodret med moderate mængder grovfoder, således at produktionsniveauet ikke forventedes at blive påvirket i forhold til ”normal” fodring. Modelberegningerne viste således, at de tre systemer gav basis for en animalsk produktion per 100 ha på; system 1) 81 køer; 2) 71 søer og 3) 44 køer + 45 søer.

Dalgård et al. (1998) har med udgangspunkt i modelberegningerne for svinesystemet på Rugballegård, diskuteret mulighederne for at begrænse bedriftens N-overskud ved økologisk svineproduktion. I samarbejdede mellem DJF, LR og DMU er der bidraget til udvikling af et koncept for beregning af næringsstofbalancer på mark-, stald- og bedriftsniveau. Internationalt er arbejdet med næringsstofbalancer præsenteret af Sveinson et al. (1998).

Det registrerede gennemsnitlige udbytte i 1997 og 98 i de tre systemer varierede fra 42 til 67 hkg ts per ha, med det laveste udbytte i grisesystemet og de højeste i det blandede og kvægsystemet, som forventet på grundlag af modelberegningerne (Oudshoorn & Kristensen, 1999). Det er ikke muligt, ud fra de to års resultater fra en indkøringsperiode af sædskifterne, at anvende disse registreringer til en egentlig test af modelberegningerne. Der er dog et overraskende højt udbytte i kornafgrøderne i det rene svinesystem, i betragtning af det lavere input af næringsstoffer. Udbyttet i vårkorn var således i 1998 41 hkg kerne per ha i svine- og det blandede system, mod kun 33 hkg i kvægsystemet, hvor der var forventet det højeste udbytte.

Mælkeproduktion
Fodring af malkekøerne med kløvergræs og kløvergræsensilage året rundt, uden tilskud af energirigt foder (linie L), medførte en reduktion af mælkeproduktionen på 4,6 kg energikorrigeret mælk (EKM) pr. malkedag, i forhold til tilskud af energirigt foder efter danske fodringsnormer (linie N). Ved tildeling af ca. en tredjedel af den mængde energirigt tilskudsfoder, der blev givet til normholdet, var ydelsesreduktionen overraskende kun på 1,3 kg EKM pr. malkedag (linie L+). En stor andel af det energirige foder blev således udnyttet med en meget lav effektivitet (ca. 6 %) til mælkeproduktion. Denne effektivitet udtrykker effektiviteten af det anvendte energirige foder, når køerne har fri adgang til det anvendte grovfoder. Effektiviteten vil derfor være meget afhængig af tilgængeligheden og kvaliteten af grovfoderet. Det betyder også, at ved en reduceret tilgængelighed eller øget pris på økologisk korn og lignende fodermidler, kan en stor del af disse sandsynligvis udskiftes med kvalitetsgrovfoder, uden drastiske fald i produktivitet. Som forventet var der positiv effekt på mælkeproduktionen og mælkens proteinindhold af tungtnedbrydeligt protein (f.eks. varmebeh. rapskager) i tilskudsfoderet til kløvergræsensilage, men ikke til frisk kløvergræs (Wilkins, 1974, Kristensen 1983; Kristensen & Aaes, 1998).

På linie L var der et signifikant længere interval mellem 1. og 2. kælvning på 409 dage end mellem de senere kælvninger (363 dage). Der var ikke forskel på kælvningsintervallet hos de øvrige køer på de tre linier. Dette skyldes sandsynligvis, at førstekalvskøerne på linie L har været i en mere negativ energibalance i første del af drægtigheden, og dermed haft sværere ved at opnå en ny drægtighed, end førstekalvskøerne på de øvrige linier (Stevenson et al., 1997). Denne teori underbygges af huldvurderingerne, som viser et betydeligt huldtab hos førstekalvskøerne på linie L i laktationens første 2 måneder. Tilsvarende ses ikke på de to øvrige linier. Til gengæld var der tendens til flere malkedage i laktationen hos førstekalvskøerne på både linie L og L+, hvilket sammenholdt med ydelsesdata tyder på en bedre vedligeholdelse af laktationen hos disse grupper af køer. Det er før beskrevet, at fodringsstrategien påvirker laktationskurvens form, men ikke nødvendigvis den totale laktationsydelse (Østergaard, 1979; Kristensen & Kristensen, 1998). Datamaterialet fra Rugballegaard kræver yderligere analyse angående disse spørgsmål, før endelige konklusioner kan drages.

Mælkens kvalitet var forringet på Linie L (lav energitildeling) i sammenligning med mælk fra linie N (normal energitildeling), idet mælken havde lavere proteinindhold og øget syregrad (lipolysegrad). Disse resultater er i overensstemmelse med andre forsøgsresultater på området (Stoobs et al., 1973; O'Keeffe, 1984; Lucey & Fox, 1992). Der er ofte sammenhæng mellem lipolysegrad og celletal, men overraskende var der et lavere celletal i mælken ved lav energitildeling end ved høj energitildeling. Årsagen til dette fænomen kendes ikke, og skal man kunne beskrive årsagsammenhænge, vil det være formålstjenligt at iværksætte mere tilbundsgående undersøgelser.

Resultaterne vedrørende græsningsadfærd tyder på, at køerne på linie L har selekteret stærkere for de letfordøjelige dele af afgrøden, og i højere grad undgået de strukturrige og tungere fordøjelige stængeldele, end køerne på linie N.

Samgræsning af kvier og drægtige søer
De parasitologiske undersøgelser viste, at samgræsningen kunne reducere de førstegangsgræssende kviers smittetryk med nematoden Ostertagia ostertagi, som normalt vil fremkalde kliniske symptomer (diarré, vægttab) i eftersommeren. Der var ingen forskel på resultaterne fra kvier på veksel- og samgræsning. Effekten kunne mest tydeligt observeres på blodkoncentrationen af pepsinogen, som er et meget følsomt mål for den aktuelle parasitinducerede beskadigelse af maveslimhinden. Den sandsynlige årsagssammenhæng er, at de næseringede søer via deres græsningsadfærd eliminerer en væsentlig del af parasitlarverne (æder larver sammen med buskgræsset, eksponerer de øvrige larver for sol og udtørring). Samgræssende søer synes at optage færre parasitter end søer, som græssede alene, sandsynligvis pga. en højere belægningsgrad.

Resultaterne vedrørende afgræsning og ensilage til drægtige søer viste, at søerne kan få dækket en væsentlig del af deres foderbehov ved afgræsning af kløvergræs eller ved adgang til kløvergræsensilage. Foderværdien ved afgræsning har i dette projekt svaret til 0,8-1,2 FEs daglig, mens værdien af forbrugt ensilage har svaret til 0,9- 1,4 FEs daglig. Ved såvel afgræsning som ensilagefodring kan der sandsynligvis udnyttes større mængder til drægtige søer. Både ved samgræsning og ”alenegræsning” kan en forbedret styring af græsudbud til dyrene muligvis øge potentialet for græsoptagelse og –udnyttelse hos søer. I forbindelse med ensilagefodring kan potentialet for optagelse og udnyttelse forbedres ved fremstilling af ensilage af høj kvalitet, og ved udfodringsmetoder, som begrænser spild.

Græskvaliteten var markant bedre ved samgræsning, end ved græsning med søer alene, og samtidig var både kviernes og søernes tilvækster markant højere i samgræsningssystemet, end ved græsning med hver dyreart for sig. Det er sandsynligt, at den bedre græskvalitet og udnyttelse er medvirkende årsag til den højere tilvækst hos kvierne og søerne i samgræsningssystemet. For kviernes vedkommende var der endvidere en markant lavere belastning med løbetarmorm ved samgræsning, hvilket uden tvivl også har været medvirkende til den bedre tilvækst hos kvierne i dette græsningssystem. Overraskende var græskvaliteten dårligere og kløverandelen reduceret ved afgræsning med søer alene på høj belægningsgrad i forhold til normal belægningsgrad. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at dyrearterne, alene eller sammen, har påvirket markens og afgrødens struktur meget forskelligt, hvilket gjorde det vanskeligt at definere og holde et ensartet græstilbud i de forskellige systemer.

Der var ikke tilknyttet egentlige adfærdsstudier til projektet, men ifølge de praktiske erfaringer og observationer var der ikke adfærdsmæssige problemer ved samgræsning af de to husdyrarter. Med hensyn til arbejdsindsats og styring viste vekselgræsningssystemet sig at være betydeligt vanskeligere at arbejde med end samgræsningssystemet. Vekselgræsning blev derfor udeladt i den sidste sæson.

Samlet set er der på alle de belyste fronter meget lovende perspektiver for anvendelse af samgræsning fremfor græsning med hver art for sig.

Estimering af græsoptagelse ved alkanmetoden
Forsøgene viste, at alkanmetoden var velegnet til bestemmelse af foderoptagelse og fordøjelighed af kløvergræs hos både køer og søer, såfremt det var muligt at estimere en præcis botanisk sammensætning af det optagne foder. Anvendelse af alkanpar C29/C32 gav i alle tilfælde de mest nøjagtige estimater. Bestemmelse af den botaniske sammensætning af optaget plantemateriale gav derimod estimater, der var signifikant afvigende fra en botanisk bestemmelse, hvor andelen af de enkelte plantefraktioner var bestemt ved håndseparation. Derfor er der gennemført en videreudvikling af analysemetoden til at omfatte langkædede alkoholer, og videreudvikling af beregningsteknikken er i gang med henblik på at opnå sikre estimater af sammensætningen af det optagne plantemateriale. Derfor forventes teknikken fremover at kunne bidrage væsentligt til belysning af mange aspekter omkring græsning.

Projektets publikationer