|
|
 |
|
Forskelle i indhold af spormineraler mellem økologisk og konventionel mælk
|
Af John E. Hermansen, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum
 |
Der er stigende fokus på sporelementernes betydning for menneskers sundhed. Det gælder også spor-elementer, der forekommer i ultra-lave koncentrationer. Kendskabet til indholdet af disse sporelementer i mange fødevarer, herunder mælk, er dog begrænset, bl.a. fordi det er vanskeligt at bestemme sådanne lave koncentrationer. |
På Forskningscenter Risø er der imidlertid udviklet en metode, der giver mulighed for en langt højere detektionsgrad, hvilket giver mulighed for at bestemme indholdet af en lang række sporstoffer bl.a. i mælk.
Analyse af mælk
Indhold af 45 sporstoffer og seks makromineraler blev bestemt i mælkeprøver (tankprøver) fra 10 økologiske og 10 konventionelle besætninger. Hver gruppe bestod af syv SDM-besætninger og tre Jerseybesætninger. Der blev udtaget prøver otte gange fordelt over et år for hver besætning. Så vidt vi ved, er dette den mest omfattende undersøgelse af sporelementer i mælk, både generelt og hvad angår en sammenligning mellem økologisk og konventionel mælk.
Forskelle mellem Jersey og SDM
Udover det alment kendte, at Jersey-mælk har en større koncentration af Ca, Mg og P sammenlignet med SDM, indeholdt Jersey-mælken også mere Zink, Kobber, Jern og Molybdæn. Dette har sand-synligvis en sammenhæng med Jersey-mælkens højere indhold af kasein og fedtkuglemembraner. Desuden var indholdet af Barium og Rhodium højere i Jerseymælk.
Få forskelle mellem økologisk og konventionel
Forskellene i indhold af sporelementer relateret til produktionsform er vist i Tabel 1.
Koncentrationen af Molybdæn var signifikant højere i økologisk mælk, mens indholdet af Barium, Europium, Mangan og Zink var signifikant lavere sammenlignet med konventionel mælk. Forskel-lene i indhold af Molybdæn og Barium er særlig interessante, idet den variation som produktions-formen medfører var langt større end variationen indenfor produktionsform, årstid og endog større end racebetingede forskelle.
Vi har ikke grundlag for at udtale os om årsagen til de fundne forskelle. I en tidligere undersøgelse med løg blev der tilsvarende fundet et signifikant højere indhold af Molybdæn og et lavere indhold af Europium i økologisk dyrkede løg i forhold til konventionelle løg. Det er samtidig velkendt, at koncentration af Mo i mælk afhænger af Mo i foderindtaget. Måske spiller antagonistiske forhold mellem mineralstoffer med hensyn til absorptionen også ind. For eksempel var der en tendens til et lavere indhold af Cu i økologisk mælk sammenlignet med konventionel mælk (54 versus 60 ppm; P<0,10), og det er velkendt, at der er antagonisme mellem disse to mineraler.
For så vidt angår et meget stort antal sporelementer blev der ikke fundet forskelle relateret til øko-logisk eller konventionel produktionsform. Det gælder Al, As, Au, Bi, Ce, Cr, Cs, Dy, Er, Fe, Ga, Gd, In, La, Lu, Nb, Nd, Pb, Pr, Rb, Sb, Se, Si, Sm, Sr, Tb, Te, Th, Ti, Tl, U, V, Y, Zr.
Profilen af sporelementer kan måske karakterisere økologisk oprindelse
Skønt forskellene mellem økologisk og konventionel mælk for sporstofferne Mo og Ba var stærkt signifikante er indholdene af de enkelte sportsoffer i sig selv ikke tilstrækkelige som eventuel indi-kator for økologisk oprindelse. Derimod kan det tænkes, at den samlede profil af sporstoffer som det er muligt at bestemme med den her anvendte teknik kan bruges i hvert fald til screenings-formål. Det tyder de tidligere nævnte undersøgelser med løg på. Dette mangler dog at blive vurderet for mælk.
Yderligere læsning
Hermansen, J.E., Badsbjerg, J.H., Kristensen, T. & Gundersen, V., 2005. Major and trace elements in organically or conventionally produced milk. Journal of Dairy Resarch 72: 362-368.
|