Nyhedsbrev fra Forskningscenter for Økologisk Jordbrug · Oktober 2003 · nr. 5

Økologiske Feltdage - for konsulenter

af landskonsulent Michael Tersbøl, Dansk Landbrugsrådgivning


Disse og mange flere spørgsmål blev der givet svar på under de Økologiske Feltdage, der i 2003 blev gennemført på Forskningscenter Årslev. Feltdagene er som koncept udviklet til at give formidlingsskruen på de økologiske værkstedsarealer en ekstra omgang over for økologiske konsulenter. I tre dage måtte de 25 konsulenter tage deres gummestøvler af og på mange gange, for rammerne for undervisningen skiftede hele tiden mellem de grønne parceller på den flade mark og PowerPoint-budskaber på den flade tavle.

Syv forskere med projekter tilknyttet værkstedarealerne gennemgik deres aktuelle projektresultater i det beskedne kursuslokale. Bagefter på med støvlerne og ud i felten og se parceller, parceller og flere parceller. Kursusformen, med den gode faglige diskussion i marken med forskerne, og den højskolelignende samværsform, er ideel til at få forskningens projekter og resultater tættere på rådgiverne. Håbet er, at det kan fremme spredningen af resultater og tips til de økologiske landmænd. På Årslev var temaerne bl.a.: efterafgrøder, grøngødning, dyb rodvækst, sædskiftesekvenser, vækstmedier til væksthusproduktion, svovlforsyning, jordfauna og brødkvalitet.

Feltdage blev første gang afholdt i 2002 på Jyndevad Forsøgsstation og er et delprojekt under FØJO-projektet EXUNIT II, der vedrører Kommunikation med udgangspunkt i værkstedsenheder i økologisk jordbrug. Feltdage bliver gennemført endnu en gang i juni 2004.

Det er endnu ikke afklaret, hvor kurset skal holdes, da der jo er så mange interessante valgmuligheder på FØJO’s værkstedsarealer.