Revision af EU's øko-regler
Et nyt EU-finansieret projekt, kaldet Organic Revision, skal bidrage til at udvikle EU’s regler for økologisk jordbrug. Projektet, der er startet i marts 2004, har partnere fra en række europæiske lande og er under ledelse af FØJO. Der er tre, ret forskellige typer bidrag i projektet, idet det skal give et overblik over de forskellige økologiske regler, arbejde med økologiske værdier og belyse specifikke problemstillinger for den økologiske praksis.
Oversigt over regler
Der er mange forskellige økologiske regelsæt i Europa - ofte flere i hvert land. Projektet skal derfor skabe overblik over disse regelsæt, og hvordan de adskiller sig fra EU’s regler for økologisk jordbrug. Der vil blive opbygget en database over forskelle mellem regelsættene, som vil være offentligt tilgængelig på Internettet. De væsentligste forskelle vil blive genstand for en nærmere analyse.
Der er i EU et generelt ønske om at fjerne unødvendige hindringer for fri handel indenfor EU ved at harmonisere de økologiske regler. På den anden side har økologerne et ønske om at kunne tage hensyn til regionale forskelle i reglerne, fordi økologisk jordbrug er afhængigt af lokale betingelser i form af jord, klima, natur, kultur, mv. Der er desuden et ønske om at forenkle reglerne, idet de bliver stadig mere komplekse og svære at forstå.
Økologiske grundværdier
Ønskerne om harmonisering, regionalisering og forenkling er vanskelige at forene, men projektet forsøger at opfylde disse ønsker ved at fokusere på de værdier, der ligger til grund for reglerne. Der laves bl.a. en undersøgelse af hvilke værdier, der findes blandt økologiske landmænd i forskellige lande i Europa, og hvordan de økologiske værdier hænger sammen med mere generelle etiske diskussioner.
Et af målene er at finde frem til nogle centrale og velbegrundede økologiske værdier, der mere eksplicit kan forme udviklingen af økologiske regler. Større vægt på værdier frem for regler kan være med til forenkle reglerne og tydeliggøre meningen med dem. Og hvis værdierne kan "harmoniseres", det vil sige, hvis man kan nå til enighed om et grundlæggende økologisk værdisæt, så kan dette danne baggrund for regionale tilpasninger af reglerne. Arbejdet med at finde frem til grundlæggende værdier sker i et samarbejde med den verdensomspændende økologiske organisation IFOAM, der netop er i gang med at omskrive sine principper for økologisk jordbrug.
Uafhængighed af konventionelt jordbrug
Projektet skal derudover bidrage til en øget uafhængighed af det konventionelle jordbrug med hensyn til udsæd og foder. Forskningen skal således belyse problemer med udsædsbårne sygdomme, understøtte valg og avl af sorter, der er særligt velegnede til økologisk produktion, og rådgive om hvor det er nødvendigt at fravige fra det generelle forbud mod brug af konventionel udsæd.
Endvidere skal mulighederne for at bruge 100% økologisk foder undersøges med særligt henblik på begrænsninger i forsyningen med aminosyrer, betydningen af dette for dyrevelfærd, produktkvalitet og økonomi, og mulige strategier for at øge andelen af økologisk foder.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan findes på projektets netsted.
IFOAMs arbejde med at omskrive principperne for økologisk jordbrug kan følges på ecowiki.org/IfoamPrinciples.
|