Nyhedsbrev fra Forskningscenter for Økologisk Jordbrug · Juni 2005 · nr. 3

Kort nyt

Økologi som løftestang for erhvervsudvikling i landdistrikter

Ovenstående er titlen på et indlæg Erik Steen Kristensen fra FØJO præsenterede på seminaret: "Erhverv i landdistrikterne - mellem natur og nye tider". Seminaret blev holdt på Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter (CFUL) d. 10. maj 2005 i Esbjerg.

Blandt konklusionerne i indlægget er at produktion af økologiske fødevarer giver større beskæftigelse i landdistrikterne end tilsvarende konventionelle produkter. Og at økologisk jordbrug giver anledning til nye produkter og systemudvikling i tilknyttede erhverv.

Se det præsentede indlæg som ppt på CFUL's hjemmeside. Her findes og seminarets øvrige indlæg.


Nyhedsbrev skal fremme europæisk samarbejde om forskning i økologisk jordbrug

I de seneste år har flere europæiske lande iværksat forskningsprogrammer i økologisk jordbrug. For at fremme samarbejdet mellem de nationale forskningsprogrammer er der iværksat et europæisk samarbejds-projekt med titlen "CORE Organic".

Et af målene i CORE Organic er gøre det muligt at finde information om forskningsaktiviteterne i de enkelte lande. På den baggrund er projektet begyndt at udgive et elektronisk nyhedsbrev, som bringer nyheder om forskningen i økologisk jordbrug.

Det første nummer blev udgivet i begyndelsen af juni 2005, og her kan man læse om forskningstrends i Holland, om prioriteter i den britiske økologi forskning, om en tysk diskussion om forskningsformidling og meget andet.

Nyhedsbrevet kan findes via projektets hjemmeside www.coreorganic.org. Abonnement er gratis.


100 procent økologisk fodring i EU er muligt

Både EU reglerne og de nationale regler giver i øjeblikket dispensation fra kravet om 100 procent økologisk fodring. Baggrunden for dispensationen er en forventning om, at der ikke er tilstrækkeligt økologisk foder til rådighed, og derfor diskuteres p.t. en mulig forlængelse af dispensationen.

To foreløbige rapporter fra det europæiske forskningsprojekt Organic Revision viser imidlertid, at der er tilstrækkelige mængder økologisk foder til rådighed, både i forhold til at sikre den nuværende produktion og i forhold til at sikre husdyrenes sundhed.

De to rapporter kan findes via projektets hjemmeside:
www.organic-revision.org


Fokus på sundhed og økologi

De kvalitets- og sundhedsmæssige aspekter af økologiske fødevarer er i fokus i det seneste nummer af det elektroniske nyhedsbrev fra det europæiske forskningsprojekt QualityLowInputFood.

Nyhedsbrevet bringer bl.a. indlæg fra vinterens internationale kongres om "Organic Farming Food Quality and Human Health". Endvidere er der artikler om så forskellige emner, som fødevaresikkerhed, forarbejdning, kartoffelskimmel og skadedyrskontrol.

Nyhedsbrevet er gratis og kan findes via www.qlif.org


Økologikongres 2006

I 2006 er det femte gang Økologi-kongressen afholdes i Danmark, og tilslutningen stiger år for år. Det skyldes, at kongressen repræsenterer et unikt samarbejde mellem en række centrale organisationer in-den for dansk økologi. Og ligeledes skyldes det, at deltagerne kommer fra alle dele af fødevarekæden – lige fra jord til bord.

I 2006 er det lykkedes at tiltrække 10 europæiske forskergrupper, der vil formidle deres resultater på kongressen. Det betyder, at kongressen præsenterer næsten samtlige EU projekter indenfor forskning i økologi.

Odense bliver således centrum for økologisk forskning i EU, når Økologi-Kongres 2006 løber af stablen i da-gene 30.-31. maj 2006 i Odense Congress Center.

Læs mere på kongressens websted: www.okologi-kongres.dk