Ph.d. afhandling om kalium i dyrkningssystemer med lille tilførsel af K

Margrethe Askegaard, Afd. for Jordbrugsproduktion og Miljø, Danmarks JordbrugsForskning

Der findes store mængder af kalium (K) i landbrugsjorden. I pløjelaget alene er der typisk mellem 30.000 og 60.000 kg K/ha, men kun en lille del af dette er umiddelbart tilgængeligt for afgrøderne. Derfor er det nødvendigt at tilføre K i handelsgødning i konventionel planteproduktion. I økologisk planteproduktion importeres ligeledes en vis mængde af denne K-gødning, blot indirekte gennem indkøb af konventionelt produceret husdyrgødning, halm og vinasse.

Ønsket om at reducere afhængigheden af det konventionelle landbrug og ønsket om at minimere forbruget af jordens ressourcer medfører behov for at vide, hvor lidt K vi kan nøjes med at tilføre markerne uden, at det giver K-mangel i afgrøderne.

Mangel på K kan medføre, at græsset udkonkurrerer kløveren i kløvergræsmarker, hvilket er fatalt for en økologisk planteproduktion baseret på kløvers N-fiksering. Endvidere har K også stor indflydelse på korns optagelse og udnyttelse af kvælstof (N). K-mangel kan derfor forringe afgrødernes udnyttelse af N og dermed øge N-tabet fra jorden. Derfor må kalium ikke blive den begrænsende faktor.

Normalt anvender vi kaliumtallet (Kt) til at styre K-tildelingen, men på jorde med lave K-niveauer er dette for usikkert, da sammenhængen mellem afgrøders optagelse af K og ændringen i Kt er ringe. Endvidere har vi i forsøg set eksempler på, at visse afgrøder ikke har givet merudbytte for tilførsel af K-gødning ved lave Kt-niveauer. En faktor, der burde inddrages i K-styringen, er arten af afgrøde, da for eksempel ærter er meget mere følsomme over for mangel på K end korn.

Beregninger af K-balancer er et andet vigtigt styringsværktøj, men en forudsætning for, at de er brugbare, er, at de afspejler virkeligheden i den aktuelle mark. I den forbindelse vil standardværdier for K-indhold i høstede afgrøder kunne være for høje hvis de kommer fra de almindelige tabelværdier, der stammer fra konventionelt dyrkede afgrøder. Ved at anvende for høje værdier overvurderes K-eksporten fra markerne. Tabelværdier for K-udvaskning kan også være misvisende. Med faldende K-input vil K-udvaskningen typisk reduceres således, at de anvendte data bør tage udgangspunkt i markernes aktuelle drift og dyrkningshistorie. Et ekstremt eksempel på dette fandt vi i det økologiske kvægbrugssædskifte på Foulumgård hvor vi målte en K-udvaskning på 1,5 kg/ha/år mod tabelværdien på 25 kg/ha/år. Denne store forskel skyldtes sandsynligvis, at markerne forud for målingerne havde været udpint for K.

Det aktuelle valg af K-gødningsstrategi bør afhænge af jordtypen. På grovsandede jorde kan betydelige mængder af K udvaskes. For at reducere udvaskningstabet bør Kt derfor ikke være højere end omkring 3 om efteråret. Planterne skal have spist op før udvaskningssæssonen for alvor starter. På lerjorde kunne man i nogen grad inddrage jorden som en K kilde, da der sker en naturlig forvitring og K-frigivelse fra jorden. Men for at inddrage jorden som en kilde til K-forsyning uden at reducere udbytter og uden at forringe jordens frugtbarhed vil det være nødvendigt med en nøjere karakterisering af de enkelte jordes evne til at frigive K på langt sigt.

Ph.d.-afhandlingen, der har titlen ”Management of potassium in low input systems – with special emphasis on soil test methods and potassium balances”, vil blive trykt som en DJF-rapport i løbet af 2004. Der bliver et mundtligt indlæg om kalium ”Kaliumtal og kaliumbalancer som redskaber i planteproduktionen” i den økologiske sektion af kongressen ”Planteproduktion 2004” i Herning d. 13-14. januar.