Nyhedsbrev fra Forskningscenter for Økologisk Jordbrug · December 2003 · nr. 6

Sameksistens med genmodificerede afgrøder

Af forskningsleder Birte Boelt, Afdeling for Plantebiologi, DJF

De tekniske muligheder for sameksistens mellem genmodificerede, konventionelle og økologiske afgrøder blev diskuteret intensivt på Borupgaard ved Snekkersten den 13.-14. november, hvor omkring 250 forskere og repræsentater for myndigheder og organisationer deltog i den første europæiske konference om emnet.

Konferencen var bygget op om en række fælles foredrag om genspredning og virkemidler til at reducere spredningen. Foredragene omhandlede blandt andet pollen- og frøspredning, udsædsproduktion, europæiske studier om sameksistens og overvejelser omkring introduktion af herbicidtolerant hvede i Canada.

Et af konferencens hovedformål var at skabe mulighed for en åben diskussion af emnet, og derfor havde deltagerne mulighed for at vælge sig ind på mere specifikke emner i mindre workshops. Hér blev korte indlæg fra deltagerne fulgt op af diskussion. De parallelle workshops omhandlede blandt andet spredningsveje for konkrete afgrøder, virkemidler til reduktion af spredning, analyser og monitering, modellering, økonomi og strategier for sameksistens.

Generelt var de præsenterede indlæg af høj faglig kvalitet, og det er tydeligt, at emnet har meget høj aktualitet i forskergrupper rundt om i Europa. Indtil nu har der været størst fokus på afgrøderne raps, majs og roer, men der er efterhånden også opmærksomhed på forhold omkring hvede. Der var meget stor interesse for spørgsmål som: Hvordan analyserer man gm-indhold? og Hvad er de økonomiske omkostninger ved sameksistens?

Der blev diskuteret livligt, og problematikken om sameksistens har tydeligvis mange facetter. Ved konferencens afslutning blev det da også fremhævet, at vurderinger omkring sameksistens bør inkludere lokale forhold, være afgrødespecifikke, tage hensyn til produktionsforhold etc.

Frankrig er vært for den anden europæiske konference om sameksistens i 2005.