Måling af drivhusgas fra kløvergræs

Af ph.d.-studerende Mette Thyme, Forskningscenter Risø

En af målsætningerne for økologisk jordbrug er at undgå at forurene det omgivende miljø. For at leve op til denne målsætning er det nødvendigt at vide, hvor meget de forskellige produktionsformer forurener. Landbruget påvirker bl.a. miljøet ved at udlede lattergas til atmosfæren. Gassen dannes primært i agerjorden i forbindelse med bakteriernes omsætning af kvælstof. Den kemiske formel for lattergas er N₂O og ligesom kuldioxid er lattergas en drivhusgas, som sandsynligvis er medvirkende årsag til den globale temperaturstigning, der er observeret inden for de sidste 100 år.

Danmark har underskrevet internationale konventioner, som forpligter os til at opgøre, hvor meget drivhusgas vi udleder hvert år. Tabet af lattergas fra landbruget udgør ca. 14 procent af den samlede danske udledning af drivhusgasser. I de nationale opgørelser går man ud fra, at 1,25 procent af det kvælstof, der udbringes på marken, tabes som lattergas.

Til gengæld findes der stort set ingen viden om, hvor meget af det biologisk fikserede kvælstof i bælgplanter, der omsættes af bakterier i jorden og frigives som lattergas. Det er en af årsagerne til, at udledningen af lattergas fra kløvergræsmarker på nuværende tidspunkt ikke medregnes i de nationale opgørelser. Konsekvensen er, at udledningen af drivhusgasser fra især økologisk jordbrug bliver beregnet for lavt.

Der er altså behov for mere forskning i udledning af lattergas fra kløvergræs. På forskningscenter Risø har vi udført forsøg for at undersøge, hvor stor en del af det nyligt fikserede kvælstof der frigives som lattergas. Til dette formål udnyttede vi det faktum, at atmosfærens kvælstof indeholder forskellige isotopformer. Således har størstedelen af det naturligt forekommende kvælstof atomvægten 14, mens kun en lille del har atomvægten 15. Ideen bag forsøget var, at kløvergræs, sået i potter, i en periode på 14 dage voksede i et gastæt vækstkammer, hvor vi havde øget luftens indhold af kvælstof med atomvægten 15. Ved bagefter at måle på planternes indhold af kvælstof-15 kunne vi bestemme, hvor meget kvælstof kløverplanterne havde optaget fra luften. Efterfølgende målte vi på kvælstof-15-indholdet i den lattergas, der blev frigivet fra potterne, og på den måde kunne vi beregne hvor meget af det biologisk fikserede kvælstof, der inden for et par uger blev frigivet som lattergas.

Vi foretog målingerne, da planterne var henholdsvis 4, 6 og 8 måneder gamle. De foreløbige resultater viser, at mellem 0,3 og 0,9 procent af det kvælstof, som kløverplanterne fikserede, blev frigivet fra jorden som lattergas i løbet af et par uger. Variationen i resultaterne skyldes primært, at kløveren undervejs blev kraftigt angrebet af bladlus. Det medførte, at kvælstoffikseringen faldt fra 339 til 38 mg kvælstof per m² per dag, mens lattergasudledningen ikke faldt i samme grad. Tilsammen medførte bladlusangrebet altså, at en større procentdel af det biologisk fikserede kvælstof blev tabt som lattergas. Konklusionen på forsøget er, at lattergas-udledningen fra biologisk fikseret kvælstof i en kløvergræsmarken sandsynligvis er mindre end det tab, man regner med fra handels- og husdyrgødning. Her skal det bemærkes, at resultaterne udelukkende omfatter frigivelse af lattergas fra etableret kløvergræs. Man ved, at kvælstofudvaskningen kan være høj efter ompløjning af kløvergræs, og det samme gælder formentlig også lattergasudledningen.