Nyhedsbrev fra FØJO | August · 2006

Skift til udskriftvenlig version

Løbesystem med flere orner giver for få afkom

Af Anne Grete Kongsted, Danmarks JordbrugsForskning

At tilgodese dyrenes naturlige adfærd er en vigtig målsætning i økologisk husdyrproduktion. Økologisk svineproduktion er derfor kendetegnet ved, at søerne går udendørs det meste af tiden. I mange besætninger holdes søerne dog inde i en kort periode omkring løbning, dvs. det tidspunkt hvor søerne befrugtes. Dette løbesystem er baseret på brug af kunstig sædoverføring og adskiller sig ikke markant fra konventionelle løbesystemer.

Et alternativ er at anvende et udendørs løbesystem med flere orner. Her lukkes søerne sammen med en gruppe af orner, typisk i forholdet en orne per to søer. Ornerne bedækker søerne efterhånden som de kommer i brunst. Dette system giver dyrene rig mulighed for naturlig adfærd.

   

Ustabil reproduktion

Vi undersøgte en økologisk besætning med dette løbesystem, hvor søerne blev fordelt i grupper med 5-8 søer og 3-4 orner per gruppe. Vi studerede dyrenes adfærd i 7 grupper i alt. Samtidig indsamlede vi oplysninger om søernes reproduktion i form af drægtighedsrate og antal fødte grise per kuld.

Resultaterne viste, at antallet af søer, der blev drægtige svingede meget fra gruppe til gruppe. Andelen af drægtige søer varierede fra 25 til 100 procent i de syv grupper, vi fulgte. Gennemsnitligt blev 70 procent af alle søer drægtige. Dette er ikke tilfredsstillende for en svineproduktion.

Skadelig konkurrence

En stor konkurrence ornerne imellem var en væsentlig årsag til, at for få søer blev drægtige. Gang på gang så vi, at en bedækning mislykkedes fordi en anden orne blandede sig. Og det var typisk de højt rangerende orner, som forstyrrede og afbrød.

Herudover var de højtrangerende orner ofte de største og tungeste orner, og ikke alle søer kunne bære de store orners vægt. Resultatet var, at en del højt rangerende orner mislykkedes med deres bedækning, fordi soen faldt sammen under deres vægt. Det er derfor ikke nødvendigvis de højt rangerende orner der bedækker flest søer.

Systemet kan forbedres

De samlede resultater tyder på, at det fulgte løbesystem giver for ustabile resultater til, at det er en farbar vej i økologisk produktion. Men, samtidig viser resultaterne, at det fungerer godt i nogle grupper. Dette betyder, at der er mulighed for at forbedre systemet. Der er ingen tvivl om, at en forbedring kræver mere fokus på den enkelte ornes løbeduelighed og samspil med andre orner. Måske er det muligt at udvikle (simple) tests, der kan afsløre hvilke orner, der er egnet til et udendørs løbesystem med flere orner og hvilke der ikke er.

Alternativt vil det muligvis være en fordel at opdele holdene i grupper med færre søer (fx to søer), så der kun er behov for en orne per gruppe. Dermed undgås skadelig konkurrence mellem ornerne.