Nyhedsbrev fra Forskningscenter for Økologisk Jordbrug · August 2005 · nr. 4

Kort nyt

Udskrift af artikler fra FØJOenyt

FØJOenyt udnytter de muligheder, der ligger i at formidle via Internettet. Dette gælder fx anvendelse af links til forfattere, links til uddybende litteratur og indsættelse af figurer, tabeller og tekstbokse i klikbare lag under teksten.

Den elektroniske opsætning egner sig mindre til udskrivning, hvilket flere abonnenter har bemærket. For at gøre det lettere at udskrive artikler fra FØJOenyt, tilføjes hver artikel nu en funktion, der betyder, at hele artiklen med tekst, figurer og tabeller kan udskrives som et samlet dokument.

Funktionen indføres som et klikbart printer-ikon i højre hjørne over artiklens overskrift: Sådan ser udkrifts-ikonet ud

Når der klikkes på ikonet, fremkommer en version af artiklen, som så kan udskrives.

Funktionen betyder ikke, at FØJOenyt lay-outes som et trykt magasin, blot at det bliver lettere at printe net-versionen. Vi hører gerne om erfaringerne med den nye funktion.


Ny søgefunktion på FØJO's hjemmeside

Søgefunktionen på FØJO's hjemmeside er forbedret, så det nu er lettere at finde artikler, der fx omhandler et bestemt emne. Klik ind på funktionen 'søg' på toppen af siden www.foejo.dk og prøv den nye søgefunktion. Funktionen er tilsvarende lagt ind på den engelske hjemmeside www.darcof.dk


Konference om økologisk landbrug

En konference om 'Ekologiskt Lantbruk - att navigere i en ny tid' afholdes d. 22.-23. november 2005 i Uppsala ved SLU (Sveriges Lantbruksuniversitet). Konferencen arrangeres af Centrum för Uthålligt Lantbrug (CUL), og sætter fokus på, hvordan økologisk jordbrug kan håndtere udfordringer som øget globalisering, udvikling i landdistrikterne og ændrede forbrugsmønstre.

Flere informationer om konferencen findes på Internettet på adressen: www.cul.slu.se/ekokonferensen


FØJO III holder tidsplanen

Arbejdet med at søsætte de nye forskningsprojekter i FØJO III er i fuld gang og holder tidsplanen. Ud fra de indkomne ansøgninger er der udvalgt og indstillet 21 projekter til videre forhandling. For at overholde budgetrammen på 170 mio. kr. skal projektantallet reduceres til 15 gennem samarbejde mellem udvalgte projekter. Denne opgave er de pågældende projektledere nu i gang med at udføre. De nye forskningsprojekter vil være klar til start i løbet af efteråret.