Kort nyt
Fælles europæisk økologi-kongres 2006 i Odense
De mange, der beskæftiger sig med økologisk fødevareproduktion, kan godt sætte kryds i kalenderen ud for datoerne tirsdag og onsdag den 30.-31. maj 2006. Det er nemlig tidspunktet for den næste økologi-kongres. Stedet er igen Odense Congress Center.
Som noget nyt vil kongressen præsentere flere store EU-forskningsprojekter til glæde for både landmænd og alle andre deltagere fra det nordeuropæiske område. Da forskerne bruger engelsk som fælles arbejdssprog vil flere af møderne foregå på engelsk.
I arrangørkredsen er vi nu godt i gang med planlægningen, og vi har gjort os de første tanker om temaerne på kongressen. Men måske har du et aktuelt og vigtigt emne, oplægsholder, happening m.m. som vi bør have med.
Klik ind på kongressens hjemmeside og send os din ide. Vi samler alle ideerne sammen på en liste, som kan ses på hjemmesiden.
På hjemmesiden kan du også tilmelde dig kongressens nyhedsbrev. Så får du direkte besked, når der er vigtigt nyt om arrangementet.
Seminar om erhverv i landdistrikterne - mellem natur og nye tider
Landbrugets beskæftigelse er i tilbagegang, og de mange øvrige erhverv i landdistrikterne har hårde vilkår. Men for mange er det væsentligt, at der fortsat findes erhvervsliv og beskæftigelse som et led i at bo og at holde liv i landdistrikterne.
For at belyse landdistrikternes muligheder og udfordringer afholder Center for Skov, Landskab og Planlægning (KVL) og CFUL et seminar, hvor en kreds af eksperter med forskellige faglige baggrunde vil sætte for og bag på problemerne.
Fra FØJO er centerleder Erik Steen Kristensen inviteret til at holde et oplæg om økologi som løftestang for erhvervsudvikling i landdistrikter. De øvrige temaer er blandt andet:
- Er der mere gods og guld i landbruget, når det gøres multifunktionelt?
- Kan turisme tages ned fra hylden og gøres til et godt alternativ?
- IT’s lyksaligheder har vi stadig til gode at se bevist i landdistrikterne er der alligevel krummer i den og hvad er det så, der mangler?
- Og landdistrikternes ubestridte fordel: nærhed til natur, er den en modsætning eller en erhvervspotent mulighed?
Seminaret finder sted d. 10. maj i auditoriet på Syddansk Universitet, Niels Bohrs Vej 9, Esbjerg. Alle er velkomne. Deltagelse koster kr. 900. For studerende dog kun kr. 300.
Nærmere oplysninger og tilmelding kan ske via CFUL's hjemmeside (www.cful.dk).
Formidling fra praktiske forsøg på okologgen
Okologgen, den elektroniske dagbog fra forsøgsarbejdet i marken, har nyt om kamdyrkning af majs og sojabønne. Der er også nye billeder og kommentarer fra forsøg med kamdyrkning af vinterraps, og fra det økologiske kornsædskifte på Jyndevad.
|