Samdyrkning
Efterafgrøder og kløvergræs udlægges oftest i korn. Såvel såtidspunkt som hovedafgrøde og forfrugt er vigtigt for etableringen af udlægget. Dette bliver undersøgt i BIOMOD-projektet.
Blandinger af sorter og forskellige kulturer er midler til at reducere angreb af sygdomme og skadedyr. Dette benyttes i CARMINA-projektet, hvor kartofler f.eks. dyrkes sammen med hestebønner.
Samdyrkning kan også være sortsblandinger, som kan give større udbyttestabilitet, bedre resistens overfor sygdomme og måske bedre udbytter. Dette undersøges i vårbyg i BAROF-projektet.
Blandsæd
Samdyrkning af korn og bælgplanter kan gøre afgrøden mere dyrkningssikker både med hensyn til klima, udnyttelse af næringsstoffer, ukrudt, sygdomme og skadedyr og dermed sikre et bedre udbytte, og bælgsæd sammen med korn komplementerer hinanden i foderblandinger.
For at give mere viden om dyrkning af ærter, hestebønne og lupin i renbestand og i samdyrkning med vårbyg, hvede og triticale på to jordtyper, er der i GENESIS-projektet gennemført forsøg med disse arter. Her er frø- og proteinudbytte, modningstidpunkt, reduktion i ukrudtsmængde, lave fosfor og/eller kaliumniveauer, ukrudtsregulering, plantesundheden med og uden tilførsel af gødning og kvaliteten undersøgt.