Med en andel på 50% af kornarealet i økologisk dyrkning udgør vårbyg en vigtig afgrøde. Den dyrkes både i renbestand og i blanding med bælgsæd til såvel helsæd til modenhed og med eller uden udlæg af kløvergræs eller fangafgrøder.
Vårbygsorternes dyrkningsmæssige egenskaber, f.eks. deres konkurrenceevne over for ukrudt, deres resistens over for plantesygdomme og deres næringsstofoptagelse og udnyttelse, bliver meget vigtigere, når skadegørere og næringsstoftilførsel ikke kan kontrolleres med pesticider og syntetisk gødning. For at styrke mulighederne for sortsvalg er der i BAROF-projektet gennemført sortsforsøg med 120-140 sorter, dyrket økologisk og konventionelt på 2-3 lokaliteter. Resultaterne fra de første års forsøg bliver løbende lagt ud på internettet. I 2003 er der også udført forsøg med ukrudt og ukrudtsbekæmpelse, svampesygdomme samt næringsstoffer, og en karakterisering af sorterne ved hjælp af genetiske markører er påbegyndt. Der er udarbejdet en folder (pdf) om valg af vårbygsort.
Vårbygs udbytte og modtagelighed for sygdomme ved lave næringsstofniveauer i renbestand og i samdyrkning med bælgplanter er undersøgt i GENESIS-projektet. Skadetærskler for smitteniveau med bygbladplet og stribesyge klarlægges i ORGSEED-projektet.
I korn- og bælgsædsprojektet blev mekanisk ukrudtsbekæmpelse i forbindelse med udlæg i korn undersøgt. Samspillet mellem ukrudtsbekæmpelse og gødningsplacering i vårbyg og havre var med i projektet, hvor også bygs indhold af antioxidanter blev undersøgt under forskellige dyrkningsforhold. Resultaterne fra projektet er, sammen med resultaterne fra øvrige projekter om økologisk plantedyrkning i FØJO I, beskrevet i en FØJO-rapport.
Vårbyg anvendes ofte som hovedafgrøde til udlæg af efterafgrøder, kløvergræs o.lign. I den forbindelse undersøges bl.a. konkurrenceevnen over for udlæg, og rodvæksten, i BIOMOD-projektet.