FØJO · Aktuelt > klumme april 2002

UK Organic Research 2002

Af projektforsker Hugo Fjelsted Alrøe, Forskningscenter for Økologisk Jordbrug

Den første britiske økologi-konference blev holdt i Wales i påsken. Konferencen var organiseret af et Forum af økologiske forskere. Fremover er det planen at afholde sådanne konferencer hvert andet år.

Markedet for økologiske varer er vokset meget stærkt i Storbritannien i de seneste år, og den hjemlige produktion har generelt ikke kunnet følge med. Politisk set har især Wales forpligtet sig til at fremme økologisk jordbrug. Den første aktionsplan for Wales er ved at blive gennemført og målet er at 10% af landbrugsarealet er omlagt til økologisk drift i 2005. Den politiske interesse i Wales er nært forbundet med ønsket om at bevare landbruget som landskabsformer og som kulturbærer.

I England er den første aktionsplan undervejs, og i Skotland er der stillet forslag om at sætte mål og lave en aktionsplan.

Konferensens titel var ”Forskning i Kontekst”. Det var en overordnet ambition at bringe mere videnskab ind i økologien – men også at gøre videnskaben mere ’økologisk’. Nogle af målene var således at forbedre den økologiske forskning ved at arbejde med hele systemer, anvende de rette metoder og forbedre kommunikationen mellem forskere og brugere.

Helen Browning fra Soil Association (der svarer til den danske LØJ) så fire former for økologisk forskning:

  • Sammenlignende forskning, til brug for politiske beslutninger
  • Økonomisk forskning, der må baseres på en meget manipuleret økonomisk omverden og skiftende merpriser
  • Teknisk forskning, der er grundlæggende nyttig
  • Forskning i fremtiden, der er rettet mod den økologiske ambition om at være pioner for bæredygtighed – målet er ikke nået, hvordan kan det gøres bedre?

Browning argumenterede for at forskningen skulle bevæge sig mere ind i ’pioner’ arbejde i stedet for sammenligninger. Og så er det helt nødvendigt at forskningen engagerer sig og sætter borgeren i centrum.

Lawrence Woodward fra Elm Farm Research Centre (et center for økologisk forskning og formidling grundlagt i 1980) tog denne tråd op og argumenterede for at det er nødvendigt at udvikle den holistiske tilgang til forskningen. Det er for eksempel en forsømt men central økologisk ide at bevare de selvregulerende evner i økologisk jordbrug.

Det fremgik af konferencen at den økologiske udvikling i Storbritannien er meget påvirket af de store fødevareskandaler og epidemier, der så at sige har ’kickstartet’ den økologiske efterspørgsel. Samtidigt var det klart at den britiske forskning i økologisk jordbrug på mange områder stod med de problemer og overvejelser som den danske forskning stod med for fem år siden.

Der er derfor god grund til at formidle dansk forskning og danske erfaringer i økologiske jordbrug til (blandt andet) Storbritannien.

Det er dog givet at økologi kommer til at spille en stor rolle i udviklingen af fremtidens britiske jordbrug. Som eksempel kan det nævnes at fødevareministerierne i England, Wales og Skotland har afsat ca. 30 mio. kr. årligt til forskning i økologisk jordbrug.


Denne klumme blev bragt i ØKOLOGISK JORDBRUG Nr. 263 - april 2002