FØJO · Aktuelt > Midtvejsevaluering

Midtvejsevaluering af FØJO II

Af Claus Bo Andreasen, projekt- og informationsmedarbejder ved FØJO

I september og oktober har syv internationale forskere gennemgået en stor del af den danske forskning i økologisk jordbrug. Forskerne, der selv har meget stor erfaring inden for økologisk jordbrug, var blevet bedt om at "midtvejsevaluere" de 19 forskningsprojekter, som i 2000 blev påbegyndt i regi af FØJO II. Herudover skulle forskerne evaluere "FØJO II som helhed", bl.a. om FØJO II opfylder sine overordnede mål.

Evaluørerne har især set på forskningens kvalitet, f.eks. hvilke ideer og planer, der ligger til grund for forskningen, og hvorledes planer og samarbejde udføres. De har også set på forskningsprodukternes kvalitet og kvantitet, f.eks. hvilke og hvor mange resultater, der er publiceret i videnskabelige artikler, hvordan formidlingen til brugerne foregår, hvor mange markvandringer der er holdt osv. Endelig er de internationale forskere blevet bedt om at påpege eventuelle mangler og komme med forslag til ændringer.

Evalueringen af FØJO II kan i sit fulde omfang læses i rapporten Midterm evaluation of DARCOF II. I det følgende er der et kort og helt overordnet resume af evaluørernes vurdering af det samlede program.

Forskning af høj kvalitet
Den generelle opfattelse er, at den forskning, som er iværksat i FØJO II, er af meget høj kvalitet. Programmet omfatter en lang række emner, men evaluørerne finder ikke, at der er en overvægt af bestemte emner, og fordelingen af midler afspejler derfor forskningsbehovene.

Samlet set mener evaluørerne således, at FØJO II's overordnede mål om at frembringe viden, der kan understøtte øget produktion og større sammenhæng mellem indre og ydre kvalitet i økologiske fødevarer indfries via det igangværende arbejde.

Det er ligeledes evaluørernes opfattelse, at de enkelte projekter foregår på vigtige områder, og at projekterne fokuserer på aspekter, hvor der mangler viden. Dette gælder for aspekter, som vedrører produktionen samt for aspekter vedrørende indre og ydre kvalitet.

Forslag til forskningen
Evaluørerne har dog mange forslag til især den kommende forskning. En evaluør foreslår således, at der på sigt skal ske en ændring i FØJO's fokus. Det økologiske fødevaresystem er mere end "jordbrug", og evaluøren foreslår, at Forskningscenter for Økologisk Jordbrug ændres til Forskningscenter for Økologiske Fødevaresystemer for at afspejle et bredere fokus.

Andre evaluører forslår mere fokus på problemstillinger, som relaterer sig til de økologiske principper. F.eks. foreslås det at øge forskning, som kan medvirke til at reducere det danske økologiske jordbrugs behov for at importere korn og proteinfoder (jf. princippet om lokal produktion). Der bliver også forslået øget fokus på udvikling af økologiske husdyrbrugsystemer, som tager reelle hensyn til husdyrenes sundhed og velfærd. Endvidere er der forslag om udvikling af særlige miljømæssige aspekter ved økologisk dyrkning og øget fokus på alternative dyrkningsmetoder samt mange andre forslag.

Kvalitetssikring af forskningen
Alt i alt har det været en meget positiv evaluering. I en del projekter var der forslag til mindre justeringer, og i to projekter var der forslag til større ændringer. FØJO's bestyrelse og brugerudvalg har dermed fået en kvalitetssikring af forskningen, og samtidig er der kommet nogle værdifulde forslag og ideer til en eventuel kommende forskningsindsats.